Dagens træning: Allan O optimistisk

02.10.2003 00:00

Smilet var stort hos Allan Olesen hen over middag, for efter nogle mindre interessante dage i styrkerummet, regner den solide højreback med at være på træningsbanen allerede i morgen. En forstrækning i det ene lår har voldt Olesen problemer, men i følge U-21 landsholdsspilleren er han snart kampklar igen.

- Jeg regner med at være på træningsbanen i morgen, men jeg skal nok ikke deltage i det helt store. Jeg skal ud og teste mig selv af, ved at skyde, drible og løbe. Jeg har trænet hårdt i styrkerummet, og selvom jeg ikke har været skadet i så lang tid, glæder jeg mig meget til at komme ud på banen igen. Det er meget sjovere, lyder det fra en smilende Allan Olesen.

Udover Allan Olesen var også Auri og Jón Rói Jacobsen i styrkerummet, så lægesektoren har haft mere travlt end vanlig de seneste par dage.

Auri har netop fået fjernet skinnen fra knæet, og kan skimte lyset for enden af tunnelen.Det ventes dog at vare endnutre-fire uger før han atter er klar til SAS Ligaen, mens også Jón Rói Jacobsen i dag var i styrkerummet efter et uheld undergårsdagens træning.

I øvrigt går meldingerne fra truppen på at humøret er helt i top, efter at gårsdagens dobbeltræning ikke forløb helt som planmæssigt. Således var det ikke kegler og kridtstreger, men derimod gummiringe og skarpe sving spillerne skulle sno sig igennem, da eftermiddagen blev tilbragt i go-karts. Ifølge en af truppens yngre spillere, var specielt Martin Retov yderst uheldig, og blev bl.a. betegnet som 'helt væk og elendig bag et rat'...

Mon ikke Retov og co. blæser Esbjerg ud af Brøndby Stadion på søndag, for gejsten og humøret er helt i top!

Brøndby Stadion - unikt stadion, unik stemning!