Selvsikre tyskere

06.11.2003 00:00

Forud for aftenens kamp på Arena AufSchalke er de tyske medier optimistiske med hensyn til Schalke 04's mulighed for at avancere til UEFA Cup'ens 3. runde - omend de i høj grad anerkender Brøndby IF's resultater og positive spillestil.

- Brøndby er et godt topmandskab der spiller robust, aggressivt og kvalitetsfodbold, fortæller Jupp Heynckes bl.a. til Tysklands største regionalavis, Westdeutsche Allgemeine Zeitung.

Schalke-træneren fastholder dog at lørdagens 2-0 sejr over Bayern München har kick-startet holdet fra Gelsenkirchen.

- Selv om Brøndby er et ægte top-mandskab, genvandt vi vores selvtillid i lørdags. Jeg er overbevist om at vi klarer det og dermed overvintrer i UEFA Cup'en, kan man læse i dagens udgave af Bild.

Et spørgsmål om ære

Med Bayern Münchens nederlag til Lyon er der i de tyske medier lagt op til at Schalke 04 i aften skal redde den tyske ære i Europa Cup'en, hvilket understreges af Schalke-manager Rudi Assauer.

- Økonomisk må vi sande at UEFA Cup'en ikke spiller den store rolle for os. Det er i højere grad et spørgsmål om ære, for vi har stadig en del af gøre godt, kommenterer Assauer i Westdeutsche Allegemeine. Sikkert med reference til den noget ustabile halvsæson i Bundes Ligaen samt sidste års forsmædelige exit til polske Wisla Krakow.

Jonas Kamper er ifølge cheftræner Heynckes Brøndbys 'absolute Rakete' i aftenens kamp på Arena AufSchalke

Optimistisk Ebbe Sand

Lige som sin træner og manager er den tidligere Brøndbybomber og liga-topscorer Ebbe Sand overbevist om at Schalke i aften tager første skridt mod næste runde i UEFA Cup'en. Dét trods en måltørke der har varet 1.078 Bundes Liga-minutter!

- Der er to grunde til at vi står bedre rustet: Bundes Ligaen er væsentligt stærkere end SAS Ligaen, og desuden bliver Brøndby altid nr. 1 eller 2 og dermed kommer de i de fleste kampe kun til at spille 75 procent af deres niveau, kommer det fra danskeren der i den seneste tid har måttet lægge øre til henstillinger fra træner Heynckes om at blive mere egoistisk i sit spil.

- Enhver der kender mit spil, ved at jeg ikke er typen der blot står og venter på bolden i straffesparksfeltet. Jeg arbejder for holdet, hvilket de mål jeg har scoret, også demonstrerer, forsvarer en optimistisk Sand sig i Bild.

Ebbe Sand bliver eneste dansker på Schalke-holdet til aftenens kamp, idet Christian Poulsen ifølge Bild endegyldigt har måttet melde afbud.

Ekstra på brondby.com

  • Følg kampen på TvDanmark eller live her på brondby.com.