Så ka' de lære det!
01.11.2003 00:00
Ingen slipper ustraffet fra at slå Brøndby IF på hjemmebane. Dét blev idag slået fast på et råkoldt Ikast Stadion hvor de midtjyske ulve havde alvorligt brug for en sejr hvis fusionsholdet skulle gøre sig forhåbninger om at hænge på i toppen af den bedste danske fodboldrække.
Omvendt skulle Laudrups drenge bevise at holdet godt kan spille en god første halvleg, hvilket må siges ikke at have været tilfældet i de to foregående kampe mod hhv. Frem og AB. Endelig var det sidste chance for de blå-gule for at få pudset kampformen af inden det går løs i torsdagens UEFA Cup opgør mod Ebbe Sand og Schalke 04. Dermed var der fyret godt op under kedlerne hos aftenens kompetanter.
På forhånd måtte Brøndby IF undvære Ruben Bagger der er ude resten af sæsonen med en brækket ankel, og ikke mindst en af de unge kometer, Martin Retov, der måtte blive hjemme af private årsager. Det gav så plads i startopstillingen til Karsten Johansen og Niki Zimling der begge gjorde en god figur.
Hæsblæsende fløje
Knap nok var kampen fløjtet i gang, før den formstærke Mattias Jonson begyndte hvor han slap i søndags; gang på gang snørrede han sin direkte modstander og var en konstant trussel for midtjyderne.
På den modsatte side huserede Jonas Kamper der havde genfundet sin selvtillid efter den flotte scoring mod Frem i søndags. Det blev da også Jonas Kamper der åbnede scoringen efter 20 minutter, med et mål der var en perle af rang. Et fantastisk langskud, uden chance for landsholdsreservemålmanden i FC Midtjyllands mål.
Kun fem minutter efter kunne Thomas Kahlenberg gøre mesterstykket efter og fuldstændigt udækket skyde bolden i mål. Efter en flot halvleg kunne Brøndbyspillerne gå til pause med en komfortabel 2-0 føring, der var ganske fortjent.
På cruise control
Trænerteamet benyttede pausen til at skifte Morten Wieghorst ud til fordel for Allan Olesen, og ikke længe efter blev Mattias Jonson også sparet. Der venter holdet to hårde og meget vigtige kampe, og der er naturligvis vigtigt at alle spillere er fit for fight.
Udskiftningerne gjorde dog at der blev mere plads på midtbanen til hjemmeholdet, der dog ikke formåede at spille sig igennem til de helt store chancer. Således var FC Midtjylland aldrig rigtigt tæt på reducering på trodsaf de fik mere plads i anden halvleg. De fleste afslutninger fra ulvene endte på togbanen bag det saneringsmodne Ikast Stadion.
Brøndby fik hvad de kom efter, en fortjent sejr, og nu kan holdet fokusere på kampen i Gelsenkirchen på torsdag.
Ekstra på brondby.com