Optakt: På vej mod en ny æra

27.11.2003 00:00

Alt er linet op og klar til Brøndby IF?s europæiske kamp nr. 100. Tre ugers ventetid er ved at være overstået, og snart er tiden kommet hvor støvlerne skal tale. I aften kl. 18.15 fløjtes der op til kamp på Brøndby Stadion, hvor anden runde i efterårets del af UEFA Cup?en finder sted.

Som nok alle efterhånden ved, er det tyske Schalke 04, der gæster et fyldt stadion til den endelige kamp om adgangen til 3. runde. Første kamp endte med et ganske udmærket resultat, set med blå-gule øjne; et nederlag på 2-1, godt nok efter at have ført 1-0, men nøgternt set kunne det tyske hold godt have vundet kampen større.

Situationen er nu, at Laudrups drenge skal vinde, men det kan vise sig, at det mål Andreas Jakobsson scorede i Gelsenkirchen går hen og bliver overordentligt vigtigt. Det tyske hold er inde i en resultat- og spillemæssig krise der gør, at en sejr til hjemmeholdet må betegnes som en opgave, der slet ikke er umulig.

Jonas Kamper skal have gang i sine velkendte raids på højrekanten.

Tysk krise

13 kampe har Schalke 04 spillet i den tyske bundesliga indtil videre, og ikke en eneste gang er det lykkes for holdet at score mere end 2 mål pr. kamp. Samtidig har holdet, der for ikke så mange år siden blev snydt på målstregen af Bayern Munchen i kampen om det tyske mesterskab, kun vundet 3 kampe indtil videre.

Pt. ligger det tyske hold på en 13. plads i bundesligaen med 14 point efter at have vundet 3 kampe, spillet 5 uafgjort og tabt de resterende 5. Med den ballast må man sige, at selvtilliden hos tyskerne nok er på et lidt andet niveau end hos de danske pokalmestre, der er torsdagens vært.

Brøndby IF har gennem hele foråret og dette efterår vist et niveau, der kan bære dansk fodbold ind i en ny æra. Det relativt unge hold spiller så flot og effektiv fodbold, at ingen andre danske hold kan følge med for tiden. Resultatet er da også en suveræn førsteplads i SAS Ligaen hvor kun Esbjerg fB p.t synes som en reel trussel.

Jubel på Arena AufSchalke i det første indbyrdes opgør, og i aften kan jublen for alvor bryde løs, hvis Laudrups drenge scorer på et udsolgt og feststemst Brøndby Stadion.

Store sejre

UEFA Cup?en er dog noget helt andet end den danske liga, og at Brøndby IF spiller på hjemmebane i klubbens Europa cup kamp nr. 100 tilføjer kampen endnu en dimension. Af de 100 kampe har der været triumfer og skuffelser, men om noget hold, har de blå-gule vist at danske hold godt kan markere sig internationalt.

Sejre over hold som Eintracht Frankfurt, Bayern Munchen, Karlsruhe, og måske den største af dem alle, sejren over Liverpool, gør at troen på det godt kan lade sig gøre at slå hold fra højere rangerende ligaer, er til stede. I aften tæller historien dog ikke med på måltavlen, så alle sejl skal sættes til, hvis Per Nielsen og co. skal fortsætte med at tage internationale skalpe i foråret.

Mattias Jonson har for vane at score vigtige mål.

Jubilæet finder sted på et fyldt Brøndby Stadion, hvor de altid entusiastiske tilhængere som sædvanligt vil støtte holdet på vejen mod sejr. Tyskerne er måske vant til større omgivelser, men mon ikke Brøndby Stadion i aften bliver et blå-gult inferno, der vil lægge yderligere pres på Schalke 04.

Rammerne for en fest er i hvert fald til stede, resultatet vil tiden vise, og nu kan vi kun vente og tælle timerne til det går løs.

Portene åbner to timer før kick off, altså kl. 16.15

Ekstra på brondby.com