Optakt: Brøndby - FCK

07.11.2003 00:00

Når Brøndby Stadion på søndag lægger græstæppe til endnu en vigtig kamp i SAS Ligaen, er der mere end 3 points der står på spil. ?Slaget om København? og ?New Firm? er et par af de mærkater opgørene mellem de to hold, der har fordelt guldmedaljerne mellem sig de sidste 3 sæsoner, har fået påklistret.

Trods den nuværende stilling, hvor søndagens udehold er tættere på 5. pladsen end på dén førsteplads Laudrupsdrenge har sat sig sikkert på, er det de seneste års to absolut bedste hold, der mødes. Brøndby IF har den sidste snes år, på nær et enkelt, konstant været med i mesterskabskapløbet, og søndagens modstander har ambitioner om at nå samme stabilitet.

Der bliver hård kamp om hver eneste bold

Angreb mod forsvar

Én ting er ambitionerne på sigt, en helt anden er de indbyrdes opgør nu og her. Søndagens modstander har, siden Michael Laudrup og John Faxe Jensen tiltrådte, haft held med at tage points med fra de fleste indbyrdes opgør.

Det faktum er helt sikkert noget der nager stoltheden hos både trænere og spillere på Vestegnen. Uanset den aktuelle stilling og trods gårsdagens hårde kamp, er der ingen tvivl om, at Per Nielsen og Co. er ekstremt opsatte på at sætte et par ting på plads.

Umiddelbart ser chancerne gode ud. Trods hjemmeholdes offensive indstilling til tingene står F.C. København på søndag overfor ligaens absolut bedste forsvar. I efterårets hidtidige 16 kampe er der kun gået 9 mål ind, og det er ikke ligefrem ligaens skarpeste angreb, der udfordrer Karim Zaza og Co. Blandt de øverste 8 hold har kun et enkelt scoret færre mål indtil videre.

Angrebsmæssigt er Brøndby IF, efter en periode med for mange misbrugte chancer, også ved at komme godt med. I de sidste 6 ligakampe er det blevet til lutter sejre og i gennemsnit præcis to scoringer per kamp.Søndagens modstander har i samme periode kun lukket3 mål ind, men også kun formået at score 7 gange, hvilket kun SAS Ligaens bundhold har klaret dårligere.

Zuma halser efter Mattias Jonson

Angrebsfodbold

Der er meget der peger den rigtige vej, men når dommer Knud Erik Stadsgaard på søndag kl. 17:35 fløjter op er alle statistiker og historik totalt uden betydning. Der er allerede solgt 28.000 billetter, og med størstedelen af de mange tilskuere i ryggen vil Laudrups tropper uden tvivl blæse til angreb fra start.

Det skal blive spændende at se, hvem der står, og hvem der er faldet når røgen har lagt sig, og slaget er fløjtet af. Én ting er sikker: Det bliver et brag af en kamp, der kan sikre Brøndby IF et stort skridt på vejen mod sæsonens ultimative mål: Mesterskabspokalen!

Ekstra på brondby.com