Laudrup: Nyd øjeblikket

01.11.2003 00:00

- Nogle gange skal man nyde øjeblikket og ikke ikke blot skynde sig videre til den næste kamp. Vi har spillet 16 kampe og har 38 point. Og det synes jeg, er en præstation vi kan være stolte af, kom det spontant fra en tydeligt tilfreds cheftræner Michael Laudrup efter den sene eftermiddags 2-0 sejr over top-bejlerne fra FC Midtjylland.

Og uddybede:

- Ikast er et svært sted at vinde, så jeg er selvfølgelig tilfreds med at vi i dag vinder 2-0 i en kamp vi kontrollerer fra start til slut. Vi ligger helt naturligt lidt længere tilbage på banen i 2. halvleg, men det skyldes i høj grad også at midtjyderne kom helt anderledes motiveret ud efter pausen. Og man kan jo ikke holde noget hold fra at komme til chancer i løbet af en kamp, forklarede Laudrup om en 2. halvleg hvor de blå-gule satte spillet på cruise control.

Dét betød dog langt fra noget midtjysk stormløb mod Karim Zazas mål. Ret beset testede ulvene kun Brøndbykeeperen to gange; en god parering i 1. halvleg og fremragende refleksredning midt i de sidste 45 minutter.

Ingen angrebsproblemer

Et centralt tema i journalisternes spørgsmål var Brøndbyangriberne og især den skadede Ruben Bagger. Her slog Michael Laudrup endnu en gang fast at han ikke ser nogen svagheder dér. Karsten Johansen spillede hele kampen, og Peter Foldgast fik spilletid i 2. halvleg.I stedet fokuserede han på fløjene.

- Fløjspillet fungerer glimrende for tiden, men vi trækker store veksler på Mattias og Jonas i øjeblikket, og det var derfor ganske naturligt at spare Mattias når vi nu havde kampen under kontrol, fortalte cheftræneren og lagde dermed op til torsdagens kamp mod Schalke 04.

- Det bliver en kamp med mange nøglespillere ? både offensivt og på vores egen banehalvdel. Vi bliver ganske givet presset i dele af kampen, men Schalke skal passe på. Vores omstillingsspil fungerer. Dét så vi i dag især i første halvleg.

Tid til smil

Schalke 04 sejrede ligeledes i dag hvor det blev til en 2-0 sejr på hjemmebanen i Gelsenkirchen over Bayern München. En af journalisterne ville efterfølgende høre Laudrups vurdering af denne sejr.

- Jeg skulle netop hjem og se kampen, men der røg spændingen. Tak skal du have. Er der flere du vil fortællet det til? Lød det nærmest opgivende med et smil.

Alle hold vinder kampe, det burde ikke komme som en overraskelse. Og på torsdag vinder Laudrups drenge forhåbentligt endnu én.

Ekstra på brondby.com