Johnny P.: Danmarks p.t. bedste

20.11.2003 00:00

Da brondby.com minder Herfølge-træner Johhny Petersen om dengang i 1979, hvor han scorede tre mål for B.93 på Esbjerg Stadion mod daværende landsholdsmålmand Ole Kjær, er der næsten ikke et øje tørt.

- Jeg scorede faktisk også direkte på frispark i Idrætsparken samme år, da Esbjerg kom til København, griner Johnny Petersen.

Det var i 1979, at Esbjerg vandt DM i den daværende bedste række, blandt andet med navnkundige Jens Jørgen Bertelsen på holdet. Og Johnny Petersen var i sin tid kendt som en af Danmarks største frisparkseksperter. Men det er en helt anden historie.

Brøndby IF's mange strenge

Brøndby IF er en skræmmende modstander for alle SAS Liga-hold. Samtlige trænere udtrykker stor respekt for den offensive spillestil, som Michael Laudrup og John 'Faxe' Jensens stormtropper serverer for supporterne for tiden. Johnny Petersen er ingen undtagelse.

- Jeg har lige skrevet til det officielle kampprogram til kampen på lørdag, at jeg mener, vi møder Danmarks pt. bedst spillende hold. Brøndby IF formår at skabe målchancer hele tiden, og producerer offensiv fodbold kamp efter kamp. Det er en spillestil, som jeg selv sætter stor pris på, udtaler Johnny Petersen.

- Det er en spillestil, som vi selv forsøger at praktisere, og vi har fa.... også haft masser af chancer, men ikke tilstrækkelig held eller dygtighed til at putte dem ind, mener Johnny Petersen.

Johnny Petersen er klar over, at det bliver meget svært at hamle op med Brøndby IF, der med den tidligere Herfølge-træner John 'Faxe' Jensens solide kendskab til spillertruppen må anses at have særlig gode forudsætninger for at vurdere styrker og svagheder på det midtsjællandske mandskab.

Johnny Petersen oplever Brøndby IF som en klub, der har mange farlige og spændende spillertyper. Som Herfølge får svært ved at stoppe.

- Brøndby IF har jo så mange strenge at spille på, at det halve næsten kunne være nok. Men det er klart, at vi har nogle ideer til hvordan vi skal spille kampen, siger Johnny Petersen.

At taktiksere eller ikke taktiksere ...

- Vi skal forsøge at stække Thomas Kahlenberg, så han ikke bliver spilstyrende og dominerer kampen. Vi skal passe på Martin Retovs dybdeløb. De to kanter Jonas Kamper og Mattias Jonson er lynende hurtige, så dem skal vi være opmærksomme på og forsøge at dæmme op for. Andreas Jakobsson er ligeledes særdeles farlig, når han går med frem i angrebsfasen, vurderer Johnny Petersen.

- Men jeg er stor modstander af de trænere, der forsøger at 'taktiksere' kampene mod Brøndby IF på forhånd. Selv om det bliver svært, skal vi selv forsøge at skabe kampen og producere målchancer. Jeg vil hellere vende den om og sige, at alle som har mødt Brøndby IF på det seneste - med undtagelse af FCK - har tabt. Så vi skal også være realistiske. Jeg taler altid for, at vi spiller vores eget spil og ikke lader os kue på forhånd, siger Johnny Petersen optimistisk.

Kultur og kulisse

Brøndby-supporternes entusiasme og den massive medieopmærksomhed, som kampene mod Brøndby IF medfører, er en sidegevinst, som Herfølge-træneren altid ser frem til. Ligesom Johnny Petersen ikke får problemer med at sætte sine spillere op til mødet med Brøndby IF.

- Vi er jo allesammen tilhængere af det, man kan kalde 'kultur og kulisse'. Hvor vi som fodboldhold prøver at skabe oplevelser for tilskuerne. Og tilskuerne omvendt lever med og skaber stemning på lægterne. Netop derfor er det jo forrygende, at de medrejsende Brøndby-supportere giver en unik stemning på Herfølge Stadion. Det er helt fantastisk, afslutter cheftræner Johnny Petersen.

Ekstra på brondby.com