Rundens modstander: Viborg

11.03.2003 00:00

Lørdag den 15. marts kl. 17.00 indleder Brøndby IF officielt foråret med den første kamp i SAS Ligaen hvor modstanderen er Viborg FF. Viborg, der inden forårsturneringen starter ligger på en 11. plads i SAS-ligaen, har større ambitioner end pladsen under nedrykningsstregen antyder. Man skal dog heller ikke lægge for meget i denne placering. Afstanden op til Brøndby IF?s 2. plads er kun på 8 point, hvilket også vidner om hvor jævnbyrdige efterårets kampe har været.

Imens vi, med længsel, må vente til kampen på lørdag, er her historien om klubben fra domkirkebyen:

Viborg FF blev stiftet i 1896, og i starten var der, udover fodbold, også gymnastik, cricket, hockey, boksning, atletik, skiløb, vægtløftning og brydning på programmet i foreningen. Viborg FF stod (og står stadig) for Viborg Fodsports Forening. I 1959 rykkede Viborg FF?s fodboldhold for første gang op i divisionerne, og der har foreningen med ganske få undtagelser befundet sig siden.

I 1980 vandt Viborg FF 2. division og rykkede dermed for første gang op i landets række. Besøget i den bedste række blev dog i første omgang ganske kortvarigt, da man året efter sluttede som nummer 16 og sidst i 1. division. I 1989 gav en 2. plads i 2. division klubben endnu en chance i den bedste række, men også denne gang blev fornøjelsen kortvarig, da man året efter sluttede som nummer 14 i 1. division og dermed rykkede ned.

Efter indførslen af Superligaen er det gået klubben noget bedre. I 1993 gav en 2. plads i Kvalligaen et halvt år i Superligaen, hvor man dog endte som nummer 10 og sidst. Anden omgang i Superligaen gik straks bedre, da klubben i 1995/96 sikrede sig en 8. plads og dermed overlevelse i Superligaen. Året efter blev Viborg FF dog nummer 11 i Superligaen og måtte en tur ned i 1. division, som den næstbedste række nu hed. Det blev dog kun til en fransk visit i 1. division, hvor man sikrede sig 1. pladsen. Siden 98/99-sæsonen har klubben været i Superligaen, hvor man dog stadig har det første medaljesæt til gode. Det var dog meget tæt på medaljer i 99/00, hvor det blev til en 4. plads i Superligaen, mens man vandt pokalturneringen, klubbens første titel.

Mester: Endnu ikke

Pokalvinder: 1999/2000

Europa Cup: Pokaltitlen i 99/00 gav Viborg FF adgang til UEFA Cup'en, og den nåede man at sætte sit præg på. Først blev Spartak Moskva besejret med 1-0 samlet. Udekampen i Moskva endte 0-0, og også den ordinære spilletid i hjemmekampen endte 0-0. I den forlængede spilletid slog Viborg FF imidlertid til og sikrede sig en samlet sejr på 1-0.

I anden runde ventede den spanske klub Rayo Vallecano. Kampen i Spanien tabte Viborg FF med 1-0, og da Viborg kun var i stand til at vinde 2-1 hjemme, røg de ud på reglen om flest scorede udebanemål. Alt i alt var det dog en ganske god præstation af Viborg FF mod 2 gode modstandere.

De seneste sæsoner: Denne sæson er Viborg FF?s 5. i træk i den bedste række, hvilket er klubbens bedste periode i historien. Efter en tilvænningsperiode i Superligaen blev 99/00-sæsonen et stort fremskridt for Viborg FF. Det glippede i sidste øjeblik for klubben at få bronzemedaljerne, og man måtte nøjes med 4. pladsen. Til gengæld vandt man pokalturneringen og dermed klubbens første titel.

Sæsonen 2001/2002var et skridt ned af rangstigen for Viborg FF. Under trænerne Kim Poulsen og Søren Kusk er det ikke lykkedes at vende den resultatmæssige nedtur Viborg FF har haft siden sæsonen 99/00. En skuffende 8. plads blev det til, efter en sæson der bar præg af mange uafgjorte kampe, helt præcist endte hver tredje af Viborg FF?s kampe uafgjort.

De sidste fem sæsoners placeringer: 97/98: 1 i 1. division, 98/99: 8, 99/00: 4, 00/01: 6 og 01/02 : 8

Denne sæson: Nedturen er fortsat i denne sæson hvor Viborg FF som sagt for nuværende ligger til nedrykning. Indtil videre er det blevet til 5 sejre, 6 uafgjorte, og 7 nederlag. Efteråret blev afsluttet mod FC Midtjylland, og et nederlag i denne kamp på 3-1, betød at Viborg FF måtte overvintre på den famøse 11. plads, hvorimod en sejr ville have betydet en 6. plads i vinterpausen. Viborg FF har da også planer om at ændre den nuværende placering. Målsætningen for foråret er ikke bare at undgå nedrykning, men at slutte foråret blandt de 6 øverste klubber, en målsætning der ikke umiddelbart er urealistisk. Udover SAS-ligaen er Viborg FF også stadig repræsenteret i DONG Cup?en hvor kvartfinalen imod Farum venter.

Hvis hypotesen om den dårlige generalprøve holder, venter der Brøndby IF en hed kamp på lørdag. Vinterens træningskampe har for Viborg budt på nederlag til hhv. Dynamo Moskva (4-0), og senest til AaB (3-0), og oven i det, måtte en af Viborg FF?s store profiler, Thomas Frandsen udgå af kampen imod AaB med et forvredet knæ. Skaden har et sådant omfang at han ikke når at blive klar til kampen imod de danske mestre, og yderligere forventes skadet i 4-8 uger.

Vinterpausen har dog også budt på forstærkninger til Viborg-truppen. Således har Viborg FF har hentet den 21-årige talentfulde U-21 landsholdsangriber Jesper Håkansson fra hollandske Heerenveen på en lejekontrakt frem til 1. juli 2003. Denne forstærkning giver Viborg FF en ganske imponerende offensiv med Søren Frederiksen og Sasho Petrovski som andre stærke kort på trænerens hånd.

Viborg FFs offensiv kom dog sammen med resten af holdet til kort da de d. 18. august 2002 gæstede Brøndby IF i det seneste møde imellem de to klubber. Viborgenserne måtte lide den tort at tage hjem med et 4-0 nederlag efter scoringer af hhv. Mads Jørgensen (2), Ruben Bagger og Thomas Lindrup.

Statistikken tæller da også i Brøndby IF?s favør, af de 23 indbyrdes opgør der har været har Brøndby IF vundet de 12, 8 er endt uafgjort, og kun 3 gange har Viborg FF kunne gå fra banen som de sejrende.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om at Viborg FF kommer til Brøndby for at spille deres chance, og Brøndby IF?s spillere kan forvente kamp til stregen.

Seneste tre sæsoners indbyrdes opgør

2001/2002
01-05-2002 Viborg 1-1 Brøndby
10-03-2002 Brøndby 2-2 Viborg
23-09-2001 Brøndby 0-0 Viborg

2000/2001
13-06-01 Brøndby - Viborg 2-1
18-03-01 Viborg - Brøndby 1-3
06-09-00 Brøndby - Viborg 2-0

1999/2000
09-04-00 Viborg - Brøndby 2-2
17-10-99 Brøndby - Viborg 4-1
12-09-99 Viborg - Brøndby 2-0