Mads J.: Jeg er 100 procent klar

25.03.2003 00:00

Efter at have døjet med småskader i en længere periode, føler Mads Jørgensen sig omsider 100 procent fit for fight. Efter et fantastisk start som ny spiller forrige sommer, hvor træneren hed Åge Hareide, har der periodevis været stille omkring den lune jyde. Kun i sporadiske glimt har der været mulighed for at se det kæmpe potentiale den 24-årige østjyde besidder.

Starten i Brøndbytrøjen sommeren 2001, hvor det blev til mange scoringer og oplæg i de første måneder, landsholdsudtagelse og debut i oktober måned 2001 og et pragtmål i parken mod FC København sidste forår, der reelt afgjorde Danmarksmesterskabet, er blot nogle af de allerstørste højdepunkter i midtbanespillerens hidtidige karriere i Brøndby.

Indimellem har der været for længe mellem snapsene, hvilket en del skader har den største del i. Som foråret hidtil har vist, er Martin Retov, Morten Wieghorst og Thomas Kahlenberg de foretrukne valg på midtbanen, men Mads Jørgensen har langt fra givet op. Selvom modgangen længe har været til at få øje på, er ambitionerne og forventninger til foråret fortsat store.

- Som det ser ud nu, skal jeg nok ikke regne med at starte inde mod FC København, men jeg knokler hver dag til træning, for at komme i betragtning til en plads i 16-mands truppen. Det skal også lige siges, at de gutter jeg er oppe imod er rigtig dygtige, men jeg føler mig klar. Jeg føler selv at jeg er i god form og gør en god figur til træning. For første gang i lang tid føler jeg mig 100 % klar, forsikrer Mads.

Efter ankomsten for halvandet år siden, har han ikke lagt skjul på, at opholdet i Brøndby forhåbentlig skulle være et springbræt til udlandet, men også ambitionen om at spille med om medaljer var en af grundene til skiftet fra AGF.

- Helt overordnet skiftede jeg til Brøndby for at spille for Danmarks bedste klub. Jeg havde ambitioner om at spille med om medaljer hvert år, samt at udvikle mig som spiller. Begge dele er blevet opfyldt til fulde. Sekundært har jeg, som de fleste andre, en klar ambition om at prøve kræfter af i en udenlandsk liga, men jeg ikke et sekund fortrudt at jeg skiftede klub. Jeg synes det er en helt kanon klub, med nogle fantastiske forhold, spillere og supportere. Vi vandt jo også mesterskabet sidste år, så man skal ikke være i tvivl om, at jeg er og har været lykkelig for at spille for Brøndby, garanterer den gennembrudstærke midtbanespiller.

I den seneste tid har der været en del skriverier i dagspressen om, hvorvidt Mads skulle være utilfreds med sit engagement i klubben, samt at klubfølelse for Mads´ vedkommende skulle være en by i Rusland, hvilket han selv afviser prompte.

- De ting der senest har stået i en artikel i B.T. kan jeg ikke genkende. Ordene er taget ud af en anden sammenhæng. Det er jo overskrifter der sælger aviser og det skulle da være mærkeligt, hvis B.T. skulle sælge mindre den dag, hvor jeg var på forsiden. Sådan noget sælger. At historien så var sat på en spids er en anden sag. Jeg både tror og håber at folk har forståelse for, at i og med at jeg har spillet for AGF i over 10 år og det faktum at det er min barndomsklub, har større rødder i den klub end i Brøndby. Det hører man jo også tidligere Brøndby spillere udtale sige om Brøndby i deres nye klub.

Men jeg er ked af, at der er nogle, specielt vores fans, der har læst artiklerne, og dermed fået et forkert indtryk af mig. Jeg har altid været meget glad for vores supportere, der altid har støttet mig på banen. Som jeg har sagt det mange gange før, er vores supportere de suverænt bedste i Danmark, siger han.

I de seneste par kampe har nogle af tilskuerne piftet af den vævre midtbanespiller, når han er blevet skiftet ind. Reaktionen fra fansene står i stærk kontrast til den han tidligere har fået, hvor han nærmest har haft kultstatus.

- Jeg er hamrende ked af, at der er nogle der har fået en forkert opfattelse af mig. Jeg har da bemærket at der bliv piftet lidt af mig, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan lide, men omvendt kan jeg godt se det fra deres synspunkt. Det har jo læst noget i avisen de tror er sandt. Utilfredsheden har måske også noget at gøre med, at jeg på et tidligt tidspunkt har meldt ud, at jeg ønsker at skifte til en udenlandsk klub når min kontrakt udløber til sommer.

Inden da er jeg overbevist om, at vi vinder endnu en guldmedalje. Det ser jo rigtig spændene ud allerede. Vores næste kamp mod FC København i Parken den 6. april bliver altafgørende, men vi er klar til braget. Om det så bliver til en scoring fra min fod igen, kan jeg ikke sige noget om, men jeg vil gøre alt hvad jeg kan til både træning og kamp, så jeg kan slutte af på en ordentlig måde med en guldmedalje om halsen, slutter en optimistisk Mads Jørgensen.