Næste modstander: AGF

09.05.2003 00:00

På søndag d. 11. maj kl. 17.35 byder pokalfinalisterne fra Brøndby IF en gammel kending velkommen til en kamp, der har store muligheder for at blive seværdig. SAS Ligaen er for alvor ved at gå ind i den afsluttende fase og spændingen i top og bund er stor.

Det er netop top og bund, der mødes søndag; AGF har gennem de senere år ligget i den tunge ende af den bedste liga, og det er også tilfældet i år. For tiden ligger det århusianske hold til nedrykning, men det skal dog nævnes, at der reelt set er 8 nedrykningstruede hold pt. AGF har trods placeringen under stregen kun fem points op til femtepladsen.

De to klubbers seneste kampe har været ganske målrige og seværdige, så der er lagt op til en festlig søndag eftermiddag.

Traditionelt har Brøndby IF og AGF også altid haft nogle spændende og intense opgør, uagtet holdenes placering i ligaen. Hvem husker ikke kampen d. 12. maj 1996 i Aarhus hvor kampen om mesterskabet reelt stod. Med en sejr kunne AGF nærmest sikre sig det danske mesterskab, og bagud 3-2 vælger Mogens Krogh at gå med op til et hjørnespark til Brøndby IF i slutminutterne. Resten er historie.

Dette resultat dannede grundlaget for at Brøndby IF kunne hjemtage mesterskabet, som ellers ikke havde været i hus siden 1991. At AGF så et par dage efter den famøse kamp vandt pokalfinalen over Brøndby IF gjorde så at der måske alligevel var en form for retfærdighed i fordelingen af pokaler det år.

Historien om de to kampe, målet til 3-3 og resten af come-back året 1996, som må beskrives som ét af de bedste i klubbens historie kan læses her.

Historien om AGF

På foranledning af kommis Christian Christensen stiftedes Aarhus Gymnastikforening den 26. september. 1880 og i 1902 blev fodbolden optaget som idrætsgren i AGF. Allerede i 1908 kunne det første mesterskab så vindes. Med en sejr over Ringkøbing IF kunne AGF kalde sig jysk mester.

I 1927 oprettes den landsdækkende Danmarksturnering i fodbold med AGF som deltager, og i 1930 rykker AGF op i mesterskabsserien, Danmarksturneringens bedste række. I 1955 vinder AGF The Double. For første gang i klubbens historie bliver AGF dansk mester og vinder samtidig den første landspokalfinale med 4-0 over Chang Aalborg. En bedrift der allerede gentages i 1957.

I 1978 vinder AGF bronzemedaljer samtidig med at betalt fodbold indføres i Danmark, hvilket resulterer i at AGF Kontraktfodbold ApS oprettes. I 1988 vinder AGF pokalfinalen for syvende gang, hvilket er rekord i dansk fodbold, denne gang ved at vinde 2-1 over Brøndby IF efter forlænget spilletid. Samme år introduceres AGF Kontraktfodbold på børsen.

1996 blev året hvor AGF sidst har vundet en pokal, og som tidligere skrevet blev det med en 2-0 sejr over Brøndby IF, men måtte til gengæld tage til takke med sølvmedaljer. Ud over at være den klub der har vundet flest pokaltitler er AGF også den eneste klub, der har spillet i den bedste række i alle årene med betalt fodbold.

Kampen på søndag

Kampene mellem Brøndby IF og AGF plejer som sagt at være intense kampe hvor der bliver givet og taget af begge hold. Hele 59 gange har de to hold mødt hinanden før, med en klar overvægt af sejre til Brøndby IF. 33 gange har Brøndby IF vundet, 11 kampe er endt uafgjort og 15 gange har AGF været de sejrende, senest i sidst opgør i Aarhus. Statistisk set taler alt derfor en Brøndby sejr på søndag, men det bliver traditionen tro helt sikkert ikke uden kamp. I mandags havde 17.000 allerede købt billet til kampen så også på lægterne tegner det til at blive endnu en festdag på Brøndby Stadion.

AGF?s placering i ligaen de sidste 5 år

1997/98 - 8
1998/99 - 10
1999/2000 - 10
2000/2001 - 8
2001/2002 - 10

Seneste fem indbyrdes opgør

02-11-2002 AGF- Brøndby 2 - 1
11-09-2002 AGF- Brøndby 2 - 2
10-04-2002 Brøndby- AGF 2 - 2
28-10-2001 AGF- Brøndby 1 - 2
22-07-2001 Brøndby- AGF 5 - 0