Laudrup: Fantastisk vigtigt!

18.05.2003 00:00

Optimismen og den gode stemning blandt spillere og trænere i Brøndby IF fik endnu et hak opad søndag aften. Efter konkurrenternes nederlag og egen sejr i Aalborg er førstepladsen en realitet, og dét var tydeligt efter kampen.

Midt i glæden er det dog stadig med fødderne godt plantet i jorden, når Drengene fra Vestegnen bliver konfronteret med mesterskabs-snakken.

- Det var en vigtig sejr her til aften, men der er stadig lang vej igen før vi kan tillade os at have armene i vejret. Det glædelige er, at vi bliver ved med at lave mål, og at vi udvikler os i spil- og dødbolds-situationer. Igen i dag er det på en dødbold vi vender kampen, og det er et cadeau til Michael og Faxe, der har arbejdet stenhårdt med disse ting på det seneste, fortæller en glad, men fattet Morten Wieghorst.

Kendte resultatet

Michael Laudrup var også en tilfreds mand efter det underholdende opgør, hvor kun de lidt for få mål trak ned i helhedsindtrykket.

- Det er en meget lige kamp i dag, men jeg vil ikke sige at vi er heldige. Det er glædeligt at se, at vi igen formår at score efter en dødbold, men der er mange andre chancer i kampen, der også kunne have resulteret i mål. Vi spiller vort eget spil, men der er pres på de sidste minutter. Vi har et hovedstød på overliggeren og det har de også, og egentlig kunne den jo lige så godt have endt 4-4, smiler cheftræneren.

Allerede før kampen blev sat i gang vidste alle, at en sejr ville være lig med førstepladsen, da nyheden om at konkurrenterne endnu en gang havde sat points til havde bredt sig blandt spillerne.

- Vi kendte alle resultatet og selvfølgelig betyder det noget for spillerne, at de ved at FCK har tabt. Det er det samme på næste søndag, hvor de spiller dagen før os andre, men det må vi bare forholde os til, konstaterer Laudrup.

Dommer-skade

Hvad klubberne også må forholde sig til er, at der ikke er nogen reserve hvis dommeren bliver skadet. Det betød i dag, at pausen blev næsten en halv time lang, da Steen Pedersen blev skadet, og der ikke var nogen naturlig reserve. Ind kom en relativt urutineret serie 1 dommer, og det er ikke tilfredsstillende for hverken dommere eller klubberne. Laudrup selv kunne heller ikke se det morsomme i situationen:

- Nej, det er helt sikkert et irritationsmoment. Det burde være som i stort set alle andre lande, at der er en fjerde-dommer på plads, der kan overtage flag eller fløjte i sådanne situationer. Man risikerer jo, at der opstår en tvivls-situation, hvor reserven fra tribunen bliver impliceret og måske får skylden, og det er ikke hverken holdbart eller retfærdigt over for ham.

Irritationen kunne dog ikke fratage ham og spillerne glæden over sejren.

Fantastisk vigtigt

-Det er et fantastisk vigtigt resultat, lægger Laudrup ud, og Peter Foldgast følger op med et stort grin:

-Det gik som planlagt! Jeg havde mange hårde dueller med Brian Priske, men han er nu en fin fyr og det var en fair fight. Ved målet står jeg heldigvis hvor jeg skal, og får drejet bolden over i det lange hjørne. At FCK taber i dag kan vi selvfølgelig godt bruge til noget, og for min skyld må de da gerne sætte flere points over styr i næste weekend, bare vi selv fortsætter stimen, smiler matchvinderen.

Der er lang vej hjem, som vice-anfører Wieghorst konstaterer. Men indtil da kan man vel lige så godt nyde turen, og udsigten ér unægtelig ganske god helt oppe fra.

Næste kamp er søndag d. 25. maj kl 17.35, hvor Brøndby tager mod AB. Billetter til kampenkan købes her.