Per: Det er nu det gælder!

18.06.2003 00:00

Det vil være en underdrivelse at sige, at Per Nielsen er klar til aftenens opgør på Brøndby Stadion. I går rådede han alle Brøndby-fans til at tage fri fra arbejde i morgen, og på dagen for DM-finalen har han ikke ændret meing.

- Jeg troede på mesterskabet, da vi var 9 points bagud, så det vil nok være svært at overbevise folk om, at jeg ikke tror på det før aftenens kamp, hvor vi jo går på banen med et points forspring, smiler den lange mand med anførerbindet.

Danmarksmestrene 2002

Brøndby IF har allerede haft en forrygende sæson og i forhold til de forventninger man reelt kunne have til holdet inden forårs-sæsonen har Brøndbys Babyer allerede overgået de flestes forestillinger. Pokaltriumf og kvalifikation til DM-finalen er flotte resultater i en sæson, der ellers var beskrevet som en opbygningsfase.

- Det er rigtigt. Vi har virkelig nået langt og kunne vel godt tillade os at læne os lidt tilbage nu. Det ligger bare overhovedet ikke til os i Brøndby. Vi vil vinde hver gang, og når der er mesterskaber på spil behøver jeg vel ikke sige, at motivationen er helt i top, spørger han, uden at vente på et svar.

- Jeg ved at det samme gælder alle vores fans. I aften skal den have hele armen, hele vejen rundt. Vi lover at give os 120% på banen og glæder os helt vildt til at opleve et prop-fyldt Brøndby Stadion, der gør også gør alt for at få guldet hjem. Det er nu det gælder!

Vi lader opfordringen gå videre. Det er i aften det gælder.