Laudrup: Klubben skal lægge linjerne

09.06.2003 00:00

- Jeg synes, man skal vælge en træner ud fra om han passer ind i den filosofi, som klubben har. Trænerne kommer og går, men klubben den består, og det skal være klubben, der sætter retningen. I Ajax, som man tit nævner i denne sammenhæng, der er det hverken Cruyff, Koeman eller Van Gaal, der har sat dagsordenen. Det er Ajax.

- Vi taler ikke om småting som hvorvidt man skal sætte en ekstra mand ind på midtbanen, men om de store linier. I Ajax har man trænet på samme måde for at opnå en bestemt form for fodbold i - ja, halvtreds år - og metoden er godt nok svær at angribe. Ajax har tegnet hollandsk fodbold ved at levere masser af profiler til landsholdet og udenlandske klubber, og Brøndby kan sagtens betegnes som en parallel til Ajax på det område, selv om mængden af stjernespillere naturligvis ikke er den samme. Det er klart Brøndby, der har udviklet flest profiler i Danmark.

Altid blive bedre

-Jeg synes, at det er rigtigt, at klubben går ind og markerer en stil og vælger både spillere og trænere ud fra det. Ikke kun til førsteholdet, men hele vejen ned.

Så præcist svarer Michael Laudrup på spørgsmålet om hans syn på klubbens rolle i forhold til de mennesker, man ansætter til at nå målene. Han efterlader ingen tvivl om, at han har gjort sig tanker om Brøndbys fremtid - helt ned i de smås rækker. Og Ajax-modellen kunne godt konverteres til en Brøndby-model med lidt ændringer.

DONGCup2003 - Laudrups første danske pokal

- Nu er det sådan i Ajax, at de også spiller med fløje. De spiller faktisk meget ligesom vi gør... eller også spiller vi meget ligesom de gør. I Ajax spiller alle holdene i ungdomsrækkerne på sammen måde. Det synes jeg måske ikke, at man skal trække ned over hovedet på trænerne hele vejen ned i ungdomsrækkerne i Brøndby, for det er ikke sikkert, at man lige har spillerne til at spille sådan.

- Jeg synes derimod, at det er vigtigt, at man lægger vægt på, at man træner de samme øvelser ned gennem rækkerne. Der er masser af øvelser, man sagtens kan lave med alle spillere på alle hold. Jeg taler om pasningsspil, kombinationer, teknik, førsteberøringer og placering. Man kan aldrig blive udlært i de øvelser, men man kan altid blive bedre. Det kan man sagtens indføre i Brøndby. Det er sådan man griber det an i klubber som Ajax og Barcelona. Det er vejen frem, så vi får uddannede spillere til de forskellige pladser.

Mere end forsvar

- Vi skal have forsvarsspillere, der kan meget mere end at forsvare, og vi skal have midtbanespillere, der både kan forsvare og angribe, og vi skal uddanne angribere, der er forskellige. Vi har både bruge for den store type, som vi kan hælde op foran i feltet, men vi skal også sørge for at uddanne driblere. Under et træningssystem, der går hele vejen ned gennem ungdomsrækkerne, skal der også være plads til forskellighed. Det kan sagtens lade sig gøre.

- Ned i rækkerne skal man være villig til at bibeholde individualisterne. De skal naturligvis opføre sig ordentligt, og de skal ikke have andre privilegier end resten af spillerne, men vi skal passe på ikke at tage pynten helt af enerne. Folk spørger tit, hvornår vi får en ny Elkjær. Det gør vi ikke, hvis vi bliver ved med at fortælle angriberne, at de skal lade være med at tænke selv og bare arbejde for holdet. Det er en balancegang, hvis vi gerne vil have den type spillere - og det vil vi gerne. Det vil alle gerne