Laudrup: Fremad for Brøndby

26.06.2003 00:00

En cheftræner med mange år som en af fodboldens fineste ambassadører har sine idéer om spillet ? og det kommer vi til at føle helt op på de øverste rækker på Brøndby stadion. Læs her hvordan man serverer godd fodbold ifølge Michael Laudrup.

- Først og fremmest vil jeg sige, at ?fodboldfilosofi? er et meget fint ord. I bund og grund handler det, på helt almindeligt dansk, om godt fodbold. Alle mennesker siger, at de godt kan lide godt fodbold ? men hvad er godt fodbold egentlig? Hvem er det i bund og grund, der bestemmer, om fodbold er godt, hvis vi lige ser bort fra resultatet? Det er dem, der sidder og kigger på! Alle har en mening om, hvad god fodbold er, men vi ved alle sammen, når vi sidder på et stadion, hvornår vi ser noget god fodbold. Det er dér, jeg gerne vil hen. Jeg vil ikke presse noget ned over hovedet på nogen.

Dagens træning evalueres

Michael Laudrup er kendt for at veje sine ord grundigt. ?Fodboldfilosofi? forekommer ham åbenbart tungt, så han fortsætter sin forklaring i et lidt mere iltmættet luftlag. I hans verden er fodbold helt sikkert fjernere fra raketforskning end de fleste af os tror.

- I Brøndby vil vi gerne have bolden, og det er sådan set nemt nok. Man kan bare trille den rundt nede i forsvaret, men det er simpelt hen så kedeligt. Det ser man rigeligt i fjernsynet weekend efter weekend. Det, vi bruger utroligt meget tid på, det er kombinationsspil, pasningsspil ? altså for at komme frem ad banen. Vi bruger meget tid på den tekniske del af det, altså første-berøringen. Det er utroligt vigtigt i fodbold, at når man spiller den hen til én ? specielt op ad banen ? at han så ikke skal bruge fem sekunder på at få bolden under kontrol.

Altid fremadrettet

- Boldbesiddelse alene gør det ikke. Det skal også være målsøgende. Driblinger for eksempel, det brugte jeg selv meget, da jeg spillede fodbold. At drible for at drible, det er helt unødvendigt og rent tidsspilde. Det skal være fremadrettet. Hvis man med en fremadrettet dribling kan sætte en modstander af, så må en ny modstander træde til for at stoppe angrebet, og han havde sandsynligvis en anden rolle. Den rolle forlader han og skaber dermed et hul, som det så gælder om at finde. En dribling skal altså være fremadrettet for at skabe ubalance på modstanderholdet ? ellers er den intet værd. En fodboldspiller, der kan drible fremadrettet, er guld værd for ethvert fodboldhold.

Det fremadrettede element bliver understreget gang på gang. Så meget faktisk, at Laudrup selv gør opmærksom på, at spillerne dog har fået besked på at stoppe ved baglinien. Det job udføres især af angriberne i højre og venstre side.

- Vi spiller med fløje, og det gør vi, fordi det nu engang er nemmere at komme forbi ude på kanterne end inde på midten, hvor der er så mange andre i forvejen.
Vi har været ude for nogle gange allerede, at vores fløje har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Når irritationen sætter ind, så dækker modstanderne fløjene tættere op end de egentlig ville, og det giver plads andre steder på banen. Så kan folk som Wieghorst, Kahlenberg, Mads Jørgensen eller hvad de nu hedder komme til orde. Vi har så utroligt mange strenge at spille på, og det forsøger vi at udnytte så bredt som overhovedet muligt.

Med i det hele

Systemer

Fodboldteoretikere ? også de, der ikke lever af at være det ? diskuterer jævnligt de gode og de dårlige sider af forskellige spillesystemer. Igen løber vi ind i et fænomen, som Laudrup ikke ligefrem kaster sig over efter at have slikket sig om munden.

- Når man taler om systemer, er det vigtigste for mig: Hvilke spillere har jeg til rådighed? Det er meget in at bruge talkombinationer. Nogle siger 4-4-2, andre siger 4-3-3, 3-5-2 eller hvad ved jeg? Nogle gange er man nødt til at kigge på, hvilke spillere, man bruger. Hvis man sætter tre mand op i angrebet og to af dem er midtbanespillere af natur, så ser det meget godt ud på papiret, men det giver ikke det reelle billede.

- Vi har tre reelle angribere oppe foran, og nogle gange har vi endda en meget offensiv spiller på midtbanen også. Vi kigger meget på, hvilke spillertyper vi skal bruge til hver enkelt rolle, og så går vi efter dem.

- Der er to måder, du kan gøre det på. Enten så kigger du på de spillere, du har, og så laver du et system ud fra det, eller også lægger du dig fast på et system og køber dig til de spillere, der skal til for at få det til fungere. Her i klubben er vi så heldige, at vi mener, at vi har de rigtige spillere til at spille det system, vi gerne vi spille. Vi har nogle fløje, som kan udfordre og som er hurtige. Vi har nogle midtbanespillere, som er meget, meget boldsikre osv. Derfor har vi muligheden for at spille på denne måde. Havde vi ikke haft nogle ordentlige fløje, så havde det være fuldstændigt åndssvagt at spille med to, ikke?

Læs i næste uge: Respekt om hjemmebanen!