Flere storkampe på Brøndby Stadion

25.06.2003 00:00

To hjemmekampe mod F.C. København er endnu en god grund til at du bør sikre dig et sæsonkort til Brøndby Stadion til den kommende sæson. Det seneste opgør mod FCK på Brøndby Stadion var udsolgt.

Og mon ikke der også bliver rift om billetterne når Brøndby IF's pokalvindere tager imod de nykårede mestre fra Østerbro. Det sker allerede i SAS Ligaens 5. spillerunde som spilles den 24. august - et opgør der gentages den 9. november ligeledes på Brøndby Stadion. Først i 4. sidste spillerunde besøger Laudrups drenge Parken.

Pokalvinderne 2003

Med et sæsonkort til Brøndby Stadion er du altid sikker på en plads når Vestegnens Drenge spiller liga- og pokalkampe, lige som du har forkøbsret når Brøndby IF i kvalifikationen til årets UEFA Cup møder hviderussiske Dinamo Minsk. Den kamp spilles den 14. august på Brøndby Stadion, og der er returopgør 14 dage senere.

Meget Sjælland, mindre Jylland og dobbelt Fyn

Modsat den nyligt fuldførte sæson får nordjyske AaB kun besøg af Brøndby IF én gang i den kommende sæson, nemlig i efterårets sidste spillerunde der er programsat til den 7. december. Nordjyderne har banevarme, så Kong Vinter skal gøre sig store anstrengelser før end den kamp aflyses.

Til gengæld kommer Brøndbyspillerne ud på en veritabel københavner-turné med dobbelt-besøg i Høje Gladsaxe, Valby Idrætspark og Farum Park hvor nydøbte FC Nordsjælland skal forsøge at gentage bronze-succesen.

Midtimellem kommer H.C. Andersens fødeby til at lægge græs til ligaopgør mod de blå-gule to gange: den 21. september og igen den 21. marts.

Læs mere om hvordan du sikrer dig en plads når Vestegnens Drenge indleder den nye sæson her.

Tjek hele ligaprogrammet her.