Festen udskudt

18.06.2003 00:00

Lad det være sagt med det samme; det der bare ikke måtte ske, skete alligevel. Aftenens kamp mellem de to finalister i dette års SAS-liga endte så ondt som man overhovedet kunne forestille sig!

Efter at have spillet et fortryllende forår, måtte Drengene fra Vestegnen lide det første nederlag i mere end 7 måneder. Symptomatisk for dagens modstander skulle vi frem til det 3. minuts overtid, før det lykkedes det en FCK-spiller at score. Det gav sejren og dermed det bedste udgangspunkt inden ligaens sidste runde på søndag.

Efter weekendens drømmekamp virkede det som om at Brøndby IF ikke kunne få det ellers så kendetegnende pasningsspil til at fungere, mod et godt organiseret F.C. København-mandskab. Gæsterne havde det meste af spillet i 1. halvleg uden dog at blive farlige på noget tidspunkt. De blå-gule virkede de afventede, i en kamp gæsterne da også skulle vinde for at være med i kampen om mesterskabet.

Brøndby i offensiven

Det var et helt anderledes offensivt Brøndby-hold der entrede banen efter pausen. ar Dalgas var blevet skiftet ud til fordel for Jonas Kamper, der tidligere har vist sit værd mod netop F.C. København, og kampen om midtbanen blev pludselig mere jævnbyrdig. Brøndby IF fik tilkæmpet sig et overtag, og gæsterne formåede fortsat ikke at skabe det store.

Presset blev flyttet over på F.C. Københavns banehalvdel, og kampens største chance tilfaldt da også Mattias Jonson, som desværre ikke ramte bolden godt nok. Tegningen til noget af det chanceskabende var der, men offensiven blev aldrig sat rigtigt ind.

Efterhånden som 2. halvleg skred frem så det ud til at kampen skulle ende uden scoringer, og de forsvarende mestre koncentrerede sig om at forsvare sig, hvilket gav F.C. København lidt mere plads i de sidste minutter af kampen. I den ikke just imponerende dommer, Claus Bo Larsen's overtid, kunne FCK's Hjalte Nørregaard i det 93. min. score det mål der gør at F.C. København nu overtager førstepladsen inden sidste runde.

Mesterskabet er ikke afgjort endnu, og F.C. København skal vinde den sidste hjemmekamp for at være sikker på guldet. Selvom muligheden for at sikre sig dette års mesterskab er svundet kraftigt ind, gælder det nu om at holde fast; intet er afgjort før sidste dommerfløjt.

Uanset udfaldet på søndag, og når det meste af skuffelsen over dagens resultat har lagt sig, kan Brøndby IF se tilbage på en rimelig succesrig sæson, hvor fodbolden for alvor er kommet hjem. Det tegner godt for fremtiden!

Kampen i tal: Brøndby IF- F.C. København