En flot sæson - og en ny venter

28.06.2003 00:00

I dag er det lørdag aften. Jeg sidder på et hotel klods opad Mosel floden og slapper af. Dejlig temperatur og et dejligt koldt glas Mosel hvidvin. Afslapning. Ingen stress. Ind imellem selvfølgelig lidt arbejde. Sådan er fodboldbranchen. Bl.a må jeg tage mig lidt af Peter Madsens situation.

En fantastisk god spiller, der er kommet i klemme i systemet. Som jeg plejer at sige til spillere, der forlader Brøndby IF for at drage til udlandet: Husk at professionel fodbold uden for Danmark er noget helt andet og barskere. Og det er barskt og urimeligt, det Wolfsburg byder Peter Madsen. Men Peter er ud over at være en god fodboldspiller og en stærk person, så han kommer stærkt igen. I går havde jeg et enkelt møde i den anledning, der skal jo findes en løsning.

Klar til nye udfordringer

Men ellers er det afslapning, bortset, at jeg selvfølgelig har haft daglig kontakt med Emil Bakkendorff om bl.a udlejning af nogle af vore spillere. Søren Krogh er solgt til Frem, Søren Larsen bliver efter alt at dømme genudlejet til Frem. Peter Degn fortsætter lejemålet i Vejle. Sandsynligvis lejes Mads Junker og Kim Drejs ligeledes ud. Anders Rasmussen genudlejes ligeledes, men hvortil er endnu ikke afjort, idet flere klubber er interesserede. Vi har skrevet kontrakt med et ungt talent - Dennis Flinta - fra Avarta til U truppen. Vi er ved at være klar tilnye udfordringer,

De sidste dage har været gode. De første 5-6dage ovenpå '3. minut overtids-nederlaget om det danske mesterskab' har siddet dybt i sjælen. Men der har jeg det sikkert, som de allerfleste Brøndby fans. Det var barskt, men det er set før. Tænk bare på Rom i 1991, eller Widzev Lodz kampen eller Schalke 04, der med Ebbe Sand i spidsen var tyske mestre i et par minutter. Sådan er fodbold, når det er hårdest.

I går talte jeg med Michael i telefonen. Lidt opdatering til den nye sæson. Vi var enige om, at vi havde haft en god sæson, og at vi begge har store forventninger til den kommende sæson.Vi er stolte over den fantastiske opbakning vore spillere har fået fra vore fans.

Jeg glæder mig også over den opbakning, der ligger i salget af sæsonkort til den kommende sæson. Dejligt at vore fans har taget godt mod det gode tilbud.

Vi glæder os til at komme igang med træningen igen på næste mandag. Allerede dagen efter spiller vi første opvisningskamp i Seest ved Kolding.

Fremtiden foran os

Vi må konstatere, at for de unge spilleres udvikling er det måske bedst, at vi ikke vandt det hele i 02/03. Der er meget mere udvikling at arbejde med i den spillertrup endnu. Michael og Faxe har meget mere at lære de unge endnu. Vi er ikke klar endnu til de helt store opgaver internationalt, men det bliver vi. 'Rent bord' havde nok været for svært at leve op til for alle vore unge spillere. Men man vil jo altid helst vinde. Heldigvis har vi givet mere end man kunne forvente ved juletid. Vi har fremtiden for os. Vi har spillet en god gang fodbold, og været forårets hold.

Vi håber vore fans vil bakke op om det synspunkt.Vi ved at tusinder var skuffede. Men det er vigtigt at huske, at det var en rigtig flot forårssæson for Brøndby IF: Super Cup, DONG Cup og sølvmedaljer. Det var næsten nok, men ikke helt nok. Sådan er det.

Vi kommer stærkt igen; man kan ikke være utilfreds med sæsonen. Men ærgre sig over, at det glippede efter, at vi var kommet så tæt på efter at have været så langt efter har man lov til..

Tankerne begynder så småt at vende sig mod den forstående sæson. Vi har fået et godt kampprogram. bl.a FCK, AGF og AaB hjemme 2 gange. Vi har et godt talentfuldt hold, der forstærkes med to rutinerede spillere til den kommende sæson. Det bliver godt og spændende.

Jeg ønsker alle Brøndbyfolk en rigtig god sommer. Tak for den forløbne sæson og på gensyn i den kommende sæson - til nogle af jer allerede på gensyn i næste uge.