Savnet og frygtet

På og uden for banen har Ruben Bagger udviklet sig til ?en af de vigtigste spillere i Brøndbys trup? ifølge Per Bjerregaard, og i december forlængede han kontrakten med 5 år, således at han og Brøndby IF nu har papir på hinanden frem til nytårsaften 2007/2008. Til den tid er Ruben 36, næsten 37 år, men det ser han absolut ikke som noget problem.

- Jeg er sikker på at jeg kan spille fodbold på højeste plan frem til den tid. Det er klart at min nuværende skade har sat nogle tanker i gang, men jeg er glad for at fremtiden er afklaret, så jeg kan komme helt i form igen uden at være presset til en hel masse. Selvom jeg gerne vil spille hurtigst muligt, naturligvis!

Og han er helt sikkert savnet. Måske ikke af de, der ikke kan tage en røffel i kampens hede, men selvom Ruben Bagger blevet ældre og bedre til at besinde sig, ifølge sig selv da, vil han stadig være ?på? når han er på.

- Jeg synes helt sikkert at det er vigtigt at vi ?gamle? tager vores ansvar seriøst. Personligt snakker jeg meget under en kamp, og når der opstår nogle situationer under en kamp, hvor dommeren eller én af spillerne laver noget tosset, så fortæller jeg det da til dem. Det er også bedre at jeg gør det end én af de unge, der måske er lidt mere oppe og ringe i det røde felt. Da jeg startede, var det jo folk som Kim Vilfort og Marc Rieber der havde den rolle. Kim kunne gå rundt og bande i 90 minutter, men folk kendte ham jo. Det er en rolle man har på banen, og det ved de fleste.

Ruben på træningsbanen

Spørger man holdkammeraterne kan der dog godt være lidt uro over Baggers tilbagevenden. For eksempel er det store spørgsmål hvem Ruben skal skændes med under kampen, når nu Peter Madsen er væk.

- Ha ha, ja det kan jeg godt forstå. Peter og jeg har ikke altid været helt enige på banen, og det har unægtelig ikke altid været de pæneste gloser vi har brugt i kampens hede. Men så må jeg jo se om jeg ikke kan finde en anden at snakke med undervejs, fortæller han med et stort grin.

Ikke ligefrem et lyn

Fodboldmæssigt er Ruben ved at finde en ny plads på holdet ? endnu engang. Fra midtbanens venstre side over en fast plads i et tomandsangreb i 4-4-2 systemet til enten den centrale angrebsplads eller offensive centrale midtbane i det nye 4-3-3 system. Selv er han ikke helt sikker på hvor han foretrækker at spille:

- Det er helt sikkert det bliver centralt. I mine øjne skal fløjene i et sådan system være hurtige og kunne sætte en mand af på ingen plads, og jeg er jo ikke ligefrem et lyn på de første par meter. Til gengæld passer pladserne centralt mig fint. I en angrebssituation vil de to begge fungere som angribere, og er medspillerne bevægelige, skabes der virkelig mange chancer.

Bagger befinder sig godt i Brøndby, også under den nye trænerduo:

- Jeg kan godt lide at man kan snakke med trænerne, som man kan med Michael og Faxe. Ikke fordi spillerne skal bestemme hvordan vi skal spille, men det er rart der bliver lyttet og rart at man selv kan komme med sin mening om tingene. Igennem min tid har jeg oplevet flere trænertyper: Under Ebbe Skovdahl var det meget disciplineret, Tom Køhlert kørte en lidt mere åben stil - med samme spilsystem. Tom er en virkelig dygtig træner, lige som Hareide i øvrigt. Han var meget sympatisk synes jeg, men sådan er det vel altid. De 11 der spiller hver gang, elsker træneren; de andre synes ikke altid han vælger rigtigt.

Voksen på en anden måde

Det er efterhånden gået op for intervieweren, at Ruben godt kan lide at blive lyttet til når han siger sin mening. Hvorvidt det forholder sig på samme måde på hjemmefronten er et andet spørgsmål. Ruben Bagger blev nemlig for små to år siden far til et par tvillinger, og det er uden sammenligning det der har betydet mest for ham som person.

- Man lærer virkelig meget om sig selv. Bliver voksen på en helt anden måde og skal pludselig ikke nå det hele. Det er også derfor jeg sagtens kan se mig selv i et almindeligt 8-16 job når fodboldkarrieren er forbi. Ikke fordi det ikke kan blive fodbold, men tid til familien i weekenden og fri når man har fri, det er jo ikke noget man rigtigt kan som træner eller leder. Og selvom min klub, som jeg har sagt flere gange tidligere, er Brøndby IF, så ville et almindeligt job jo også give tid til at spille lidt med drengene derhjemme igen. Det kunne godt blive rigtig skægt.

Debut på ligaholdet efter den lange skadespause

Derhjemme råber han nu ikke så meget som på banen i Brøndby. Det er to helt forskellige ting, forsikrer han. Det er inden for kridtstregerne han har udviklet den store vindermentalitet ? og debat-iver.

- Måske fordi jeg netop har prøvet det at have et såkaldt almindeligt liv giver jeg den altid en ekstra skalle når jeg skal opnå noget på en fodboldbane. Vi fodboldspillere er jo privilegerede, og jeg har lært hele tiden at sætte mig nye mål og kæmpe for at nå dem. Det er nok ikke helt det samme for mange af de, der kommer ind i en meget tidlig alder. De er glade for at være der de er, men har ikke prøvet andet og ved ikke helt hvor stort et privilegium det virkelig er at være fodboldspiller på det her niveau. Jeg har altid lært at man skal gøre alt hvad man kan, når man får chancen, og det forventer jeg nok at alle andre også gør.

Det gælder både medspillere, modspillere, trænere og dommere. Og gør de det ikke skal de nok få det at vide af Ruben Bagger. Inden for kridtstregerne, forstås.

Bragt i Fodbold i Brøndby,marts 2003