Rundens modstander: Frem

30.07.2003 00:00

Søndagens kamp bød på et velkommen til den bedste række til den ene af de to oprykkere, da Herfølge blev sendt hjem fra Vestegnen med et fortjent 2-0 nederlag. Kampen var samtidig startskuddet til den nye sæson i SAS Ligaen, hvor kampen om hæder og ære, og ikke mindst medaljer, vil sikre underholdning og spænding hele efteråret.

Indtil videre ligger fire hold på en delt førsteplads i SAS Ligaen, ikke bare á point, men også med samme målscore. De fire er identiske med de hold, der af de fleste er blevet udråbt som medaljeiranter i den nye sæson, så der er pres på favoritterne fra start.

Det næste skridt på vejen for Brøndby IF er søndag d. 3. august kl. 17.35 hvor det er tid til sæsonens første udebanekamp, og igen er modstanderen en oprykker, nemlig Boldklubben Frem.

10 års stilhed

Frem er en af de ældste og mest traditionsrige fodboldklubber i Danmark, og som de fleste andre klubber med så mange år på bagen startede Frem som en cricket-klub. 17. juli 1886 blev Frem stiftet og har siden været kendt som arbejderklubben fra Valby, som både har sikret sig mesterskaber og leveret spillere til det danske landshold.

I forhold tiltidligere tiders præstationer har været stille om klubben de sidste 10 år. Efter konkursen i 1993 hvor Frem blev degraderet til Danmarksserien, har det været en lang og sej kamp for at vende tilbage til toppen af dansk fodbold. I år lykkedes det så, bl.a. med hjælp fra tidligere Brøndby-spillere som Søren Larsen, Rafael Niznik og ikke mindst Søren Krogh, der nu fungerer som anfører på holdet.

Frem har vundet det danske mesterskab 6 gange, dog senest i 1944. 9 gange er det blevet til sølvmedaljer og 6 gange har medaljen været af bronze. Sidste gang Frem var i den bedste række var i 1992 hvor det blev til bronzemedaljer, inden konkursen tvang holdet ned i Danmarksserien i 1993. Udover mesterskaberne har Frem vundet pokalturneringen 2 gange, senest i 1978.

Der er ingen tvivl om, at Frem med den karismatiske træner Ole Mørk i spidsen, vil gøre alt for at sikre endnu en sæson i den bedste række, men det bliver uden tvivl en meget stor opgave. Ikke desto mindre, venter der Brøndby IF en svær kamp på søndag i Valby Idrætspark, hvor hjemmeholdet givetvis vil gøre alt for at give deres publikum et stort velkommen i SAS Ligaen. At det er naboerne fra Brøndby IF, der er på premiere-besøg giver nok ekstra blod på tanden.

Vejen frem

Michael Laudrups tropper viste gennem 2. halvleg i søndags noget af det spil, som var grundlaget for det flotte forår, og udmeldingen fra cheftræneren selv er klar; det er dét spil der ubetinget er vejen frem for de blå-gule. Efteråret kommer til at byde på mange kampe, og inden længe spilles Brøndby IF?s første kamp i kvalifikationen til UEFA Cup?en, men den gamle frase med at den næste kamp er den vigtigste holder som aldrig før. Der er ikke råd til et nederlag på søndag.

Brøndby IF har spillet 18 gange tidligere mod Frem, 8 gange er det blevet til sejre, 7 kampe er endt uafgjort og kun 3 gange er det blevet til nederlag. Der er dermed lagt op til en god gang underholdende fodbold når startfløjtet lyder til endnu en runde i SAS Ligaen.

Frems pokaler

Mestre: 1923, 1931, 1933, 1936, 1941, 1944
Pokalvindere 1956, 1978

Seneste 5 indbyrdes opgør

Frem ? Brøndby IF 1-1
Brøndby IF ? Frem 0-0
Frem ? Brøndby IF 1-3
Brøndby IF ? Frem 3-3
Frem ? Brøndby IF 2-2

Kampen

BK Frem ? Brøndby IF, SAS Liga, 2. spillerunde, d. 3. august kl. 17.35 i Valby Idrætspark.

Billet

Køb din billet i BrøndbyShoppen.