Peter Madsen skifter til Bochum

07.07.2003 00:00

Efter nogle ugers usikkerhed om, hvor ex- Brøndbyspilleren Peter Madsens nærmeste fodboldfremtid skulle finde sted er det i dag blevet en kendsgerning, at Peter Madsen indgår en 3 årig kontrakt med Vfl Bochum.

Vfl Wolfsburg, Brøndby IF og Peter Madsen er uenige om, hvem der pr. 1. juli 2003 havde ejerskabet til Peter Madsens kontrakt, idet Brøndby IF og Peter Madsen var enige om, at Wolfsburg havde indgået en 4 årig kontrakt med angriberen, mens Wolfsburg mener at kunne betragte aftalen som afsluttet.

Årsagen skal ses i, at kontrakten indeholdt en klausul om, at Peter Madsen havde en permanent kontrakt med Wolfsburg, såfremt han var på banen eller skadet i mindst 8 kampe i foråret 2003. Peter Madsen pådrog sig en knæskade, der gjorde ham ukampdygtig i 4 kampe. Wolfsburg mener kun Peter Madsen var skadet i en kamp.

Vfl Wolfsburg og Brøndby IF har dog været enige om et forhold, nemlig at nedbringe den økonomiske erstatningsrisiko for Vfl Wolfsburg ved at sælge Peter Madsen til en ny klub.

- Vi var bekendt med, at Bochum havde interesse i at tilknytte Peter Madsen enten på en lejekontrakt eller via køb. Derfor blev der arrangeret et møde i Frankfurt allerede den 27.juni, hvor vi forhandlede os til rette med Bochum om en transfer mellem klubberne og samtidig fik skitseret de økonomiske muligheder for Peter Madsen. Efterfølgende har Peter Madsens og vores advokater via kontakter med Vfl Wolfsburg sikret sig, at vore økonomiske interesserer i forhold til Wolfsburg ikke blev forringet på grund af kontrakterne med Bochum. Desuden har Peter naturligvis sammen med sin agent skullet tage stilling til klubskiftet og også få forhandlet en kontrakt på plads, udtaler Per Bjerregaard og fortsætter.

- Det har været vanskelige forhandlinger, men alle involverede har vist smidighed og haft ønske om at nå frem til et resultat. Det vigtigste for os har været hurtigst muligt at få Peter Madsen til en god klub, så han kan få gang i sin karriere igen. Bochum er en rigtig god klub, hvor Peter kommer i selskab med vores tidligere anfører Søren Colding. Jeg er sikker på, at det er et klubskifte, der bliver godt for både Bochum og Peter Madsen, forklarer Per Bjerregaard.

Efter gældende FIFA regler kræves en speciel tilladelse til klubskiftet til VfL Bochum. VfL Bochum forventer, at denne spilletilladelse fra det tyske fodboldforbund vil være klubben i hænde i løbet af 2-3 dage.

Da Vfl Bochum ikke har kunnet matche de økonomiske forhold i hverken transferaftalen med Brøndby IF eller Peter Madsen vil sagen nu af Brøndby IF og Peter Madsen blive indbragt for FIFA med krav om, at Vfl Wolfsburg skal holde såvel Peter Madsen som Brøndby IF skadesløse for de økonomiske forskelle i aftalerne.

De økonomiske forventninger til årsresultatet i Brøndby IF ændres ikke umiddelbart af ovennævnte.

Sportsligt som økonomisk har 1.halvår været godt for Brøndby IF, men da der i enhver retslig tvist vil være en procesrisiko, vælger Brøndby IF indtil videre at fastholde de tidligere nævnte forventninger til årsresultatet, der således fortsat er et overskud på ca. ½ mio. kr.