Også tocifret mod Fjordbakken

10.07.2003 00:00

Her til aften kl. 18.00 spillede Brøndby IF den tredje træningskamp under træningsopholdet i Vejen. I dag blev der spillet mod Fjordbakken i nærheden af Randers. Ligesom i går blev det tocifret, i dag 14-1 efter 10-0 ved pausen. Kampen blev spillet i strålende vejr, og publikum fik virkelig det de var kommet efter, nemlig topunderholdning. De mange mål blev scoret af følgende spillere: Ruben Bagger 5, Thomas Kahlenberg 4, Jonas Kamper, Per Nielsen, Kim Daugaard og Peter Foldgast hver 1. Det sidste mål var et selvmål af Fjordbakken. Fjordbakkens mål blev scoret i det 81. minut på straffespark.

Faxe på banen

Særlig det sidste kvarter fik øget underholdningsværdien idet assistenttræner John 'Faxe' Jensen lod sig skifte ind på Brøndby IF's hold. Det fik straks træneren fra Fjordbakken Leif 'Lunte' Nielsen, til at gå på banen for Fjordbakken, så det blev til et gensyn for de to tidligere holdkammerater i Brøndby, denne gang blot som modstandere. Faxe gør endvidere krav på en assist til Thomas Kahlenbergs mål til 13-1, men det kommer vi nok til at høre mere om i fremtiden. Ca. 1000 glade tilskuere fik efter kampen autografer og en lille snak med spillerne.

Åbent Hus

I morgen aften spilles kl. 19.00 på Høje Bøge Stadion i Svendborg mod Tved Boldklub, og på lørdag står den på det traditionelle Åbent Hus arrangement på Brøndby Stadion kl. 11.00. Portene åbnes kl. 10.30.