Det hele startede på langsiden

05.07.2003 00:00

Stemningsmæssigt er Brøndby Stadion i dag først og fremmest kendt for den altid medlevende ende-tribune mod syd. Modstanderne fortæller at de frygter ?mødet med Faxe?, Brøndbys drenge elsker energiudladningen fra ståpladserne, og de fleste tilskuere på de tre andre tribuner bliver revet med, når der er tryk på bag målet.

Skal man beskrive den blomstrende fankultur på Brøndby Stadion, er det dog noget ufortjent, at der sjældent nævnes andet end netop syd-tribunen. Specielt Codan-langsiden har været igennem en rivende udvikling de seneste år, og i dag er det muligt at finde fans i stort set alle afskygninger på langsiden.

Alle kender ?råberen? på blok 3, det er svært at undgå at lægge mærke til når ?Pugilisterne? kommer anstigende i udebanetrøjer, Bagger har sin helt egen tomands-fanklub på mellem øvre, og man skal være heldig hvis man skal overhøre den øverste række på det nedre afsnit af Codan Tribunen under kampene.

Alle kan finde en plads på Codan: Lige fra den nysgerrige førstegangstilskuer over familien med både far, mor og ungerne på slæb, via de pæne sponsorer, og unge knægte der har taget deres kærester med til en solrig søndag på stadion, til de mest medlevende fans, der til forveksling ligner og agerer som de mest engagerede bag målet.

Om de har været der siden dengang de mest entusiastiske fans i begyndelsen samledes på langsiden, om de er nytilkommere, eller en del af dem, der har udtjent værnepligten på Faxe og er ved at komme tilbage, er svært at sige, men én ting er sikkert:

Stemningen bliver bedre og bedre, og fankulturen på tribunen er ved at udvikle sin helt egen identitet, hvor alle kan være med, og det ikke længere er ilde set at leve sig ind i kampen på banen.

Kulturen blomstrer

Udviklingen har været undervejs længe. De første tendenser mod en mere levende tribune så man i midten af 90'erne, hvor en mindre gruppe af mere entusiastiske fans begyndte at rykke tilbage til den centrale del af Codan Tribunen. På daværende tidspunkt var Brøndby Stadion delt mere op end det er i dag: Aktive fans stod bag målet og de mere passive valgte at sidde på langsiden. Der var ikke rigtigt noget midt imellem, men det skulle siden hen ændre sig.

Et par mindre grupper af faste Faxe-fans valgte, at flytte tilbage, og de mere stille tribuneafsnit begyndte så småt at røre på sig. Den størst og mest markante af disse grupper blev kendt under navnet Blok4. På websitet blok4.dk driver gruppen i dag den største uafhængige Brøndby-hjemmeside med interviews og nyheder set fra langsiden.

Flere tiltag og nye grupper har siden da set dagens lys, og i dag er det muligt at finde ganske mange faste fangrupperinger på langsiden. De faste pladser har gjort, at interaktiviteten på tribunen, på tværs af alle skel, weekend efter weekend skaber nye kontakter og en støt stigende stemning under kampene.

Den store bredde i viften af tilskuertyper på tribunen understreges ved, at det også er her Bif-Kids holder til. Med BifKids Eventparks placering bag tribunens sydlige ende er Familietribunen, der holder til på det yderste afsnit, altid godt besat med glade unger i alle aldre. Det giver unægtelig en helt speciel stemning på tribunen når de mange børn prøver at synge Faxe Tribunen op, og i det hele taget er familietribunen et godt billede på den åbenhed, der eksisterer på langsiden. BifKids er ikke blot på Codan Tribunen, men også på nettet. BifKids-sitet kan besøge på bifkids.dk.

Bedre stemning mærkes på banen

Det er tydeligt, at også spillerne er begyndt at lægge mærke til det stigende engagement fra sidelinien. Flere spillere har gennem tiden været gode til, at hilse på tribunen, men Krister Nordin var den første, der virkelig inddrog langsiden, når modstanderne skulle under pres. I dag er de fleste spillere blevet klar over, at det er muligt at vække Codan Tribunen op til dåd, og responsen fra tribunen kommer som regel omgående.

Anfører Per Nielsen har da også lagt mærke til den stigende aktivitet på langsiden:

- Stemningen generelt er blevet bedre og bedre, og i foråret har det været helt fantastisk. Det er ikke sådan at tingene kun foregår på Faxe Tribunen, selvom det selvfølgelig er bag målet der er mest gang i den. Langsiderne er ved at komme rigtig godt med, og det er noget vi kan mærke på banen. Det er kun positivt, og jo mere støtte vi får, jo bedre. Jeg kan da kun opfordre folk til at fortsætte opbakningen, også på langsiden!

Fremtiden tegner godt for de længste tribuner, og den meget brede skare af tilskuertyper betyder, at flere og flere kommer til og relativt let indgår som en naturlig del af fan-livet på tribunen. Der er plads til alle, men med Per Nielsens ord gør det ikke noget, at der deltages aktivt i støtten til drengene på banen.

Det hele startede jo faktisk på langsiden.

Bragt i Fodbold i Brøndby, juni 2003