Træningslejren set med Ruben og Daugaards øjne
19.01.2003 00:00
I dag har vor udsendte skrivende medarbejder, Emil Bakkendorff, overladt den bærbare pc til Ruben Bagger og Kim Daugaard med besked om at skrive lidt hjem til jer alle. Det kom der følgende ud af:
Dejlig stille og rolig opstart i et mildt klima på Hotel Tropicana i Torremolinos. Turen startede den 13/1 med at Emil tog af sted om morgenen for at cleare luftrummet for os andre, det tog ham hele dagen, så han først ankom til Tropicana kl. 23.00. Dagen efter havde vi heldigvis ingen problemer og ankom til planlagt tid, så vi kunne nå at træne om eftermiddagen.
De 2 følgende dage blev der kørt holdtidskørsel fra hotellet til banen ? en tur på 2 km med en konstant stigning på 10% - med livet som indsats da kørekortene i Spanien gror på træerne langs strandpromonaden. Vi skriver ikke hvem der tabte, men de måtte en tur i havet.
Truppen træner på græs hver dag og jeg (Ruben) er sammen med Kim Drejs blevet trukket ud på daglige cykelture på 1 ½ - 2 ½ timer, oveni i turen til træningsbanen. Det er ?fys Martin? der fører an, og han trækker os op og ned af nogle grimme bakker (bjerge). Vores fys Martin Baun har vist nok en fortid som colombiansk bjergrytter.Vejret hernede har været skønt med 15 grader og sol hver dag.
I dag søndag den 19. har holdleder Jan Ritzau 40 års fødselsdag, og dagen startede med smuk fødselsdagssang, for at lokke ham ud af værelset hvorefter han røg en tur i poolen. Vi ved ikke om der er en sammenhæng mellem hans fødselsdag, og det at det lige har regnet for første gang på denne tur. Men indtil videre en god træningslejr med god stemning i truppen. Jeg (Ruben) selv glæder mig til igen at kunne deltage i den normale træning, det bliver dejligt når jeg igen kan sparke til boldene.
Vi skal hilse fra alle i truppen, selv om der er lang tid til første kamp, så er vi så småt begyndt at se frem til det.
Ruben Bagger og Kim Daugaard