Røsler: Økonomisk uafhængige
26.12.2003 00:00
Hvordan ser Brøndbys økonomi ud om 5-10 år?
- Det vigtigste vil være, at vi er økonomisk uafhængige. Det vil sige, at vi ikke har nogen form for begrænsninger - sportsligt som kommercielt. Det opnår vi med hårdt arbejde, men det tager ikke 10 år.
Nu er det ikke dit ansvar som sådan, men hvad tænker bestyrelsesformanden om det sportslige område?
- Vi bruger mange penge på vores talentudvikling, og det vil vi fortsætte med. Vi har nogle meget dygtige trænere, som sørger for, at der kommer gode fodboldspillere igennem nåleøjet, og dem vil vi supplere med erfarne spillere, som vi henter fra ind- og udland for at få den rette balance i truppen.
- Det fungerer virkelig godt i dag, og det vil vi have meget fokus på i arbejdet fremover.
Overskud uden salg af spillere
Hvordan vil man tilsikre at den sportslige fremtid bliver lige så blændende som fortiden er strålende?
- Vi vil fortsat bruge store beløb på at udvikle unge fodboldspillere, og vi er på vej til tidligere tiders økonomisk uafhængighed. Dét, sammen med trænerteamet, gør mig meget tryg ved vores sportslige fremtid.
Vil salg af spillere indgå som vigtigt parameter i klubbens økonomiske drift?
- Vi kommer i fremtiden til at lave overskud, uden at det er nødvendigt at sælge spillere. Det er en naturlig del af Brøndby, at udvikle og sælge spillere til ind- og udland. Ligesom det er naturligt, at Brøndby, som tidligere, også i fremtiden vil have mange spillere på landsholdet. Vi har landets bedste talentudvikling; det medfører mange ting, også en stor interesse for vore spillere.
Storhold på vej
Michael Laudrup vil ikke love noget, men er det realistisk at se Brøndby IF som fast bestanddel i Champions League?
- Ja, meget realistisk endda! Se den udvikling som holdet har gennemgået det sidste år, og det er tydeligt, at det ikke stopper på nuværende niveau. Vi har et storhold på vej som kan gøre sig i CL, det er jeg helt overbevist om!
Hvis jeg nu siger, at Wieghorst scorer det første mål i forårets UEFA Cup-finale, hvad siger du så?
- Det er måske lidt vel optimistisk. Jeg tror desværre, at Ronaldinho scorer det første, men vi vinder 2-1 og Martin Retov scorer det afgørende mål!
Drømme er hvad fodbold er lavet af, men det er svært at skelne disse dage. Vinteren er godt nok ved at være over os, men vi går en spændende tid i møde, dét er så virkeligt som det på nogen måde kan være!
Bragt i Fodbold i Brøndby nr. 4, december 2003
Ekstra på brondby.com