Laudrup: En glad mand!

07.12.2003 00:00

- AaB presser os godt i første halvleg med enkle midler. De spiller en del lange bolde, og kommer først på returen stort set hele tiden, så vi fik det meget svært. På den baggrund er det vel ikke helt retfærdigt, at vi fører ved pausen.

Michael Laudrup er realistisk, men smiler efter årets sidste kamp, der igen gav point på kontoen til hans drenge.

- Selvom vores føring ikke var helt fortjent kunne og burde vi have lukket kampen i starten af anden halvleg, hvor Mattias har en stor chance, og Dan Anton har et fremragende skud. De scorer så på noget der ligner deres eneste afslutning inden for rammen, men alt i alt kan vi ikke være utilfredse alligevel.

- Efter første halvleg justerer vi lidt i pausen, så vi får bedre fat på midten. Det virkede, og til sidst går vi så tilbage til 3 angribere, da Lorentzen bliver skiftet ind.

- Vi har ikke tabt de seneste 10 kampe, og med 46 point i 20 kampe har vi gjort det utroligt godt i efteråret. Vi må også tage hatten af for Esbjerg, der ligeledes har gjort det godt, og nu er der så 13 kampe igen. Det skal nok blive spændende!

Flot efterår

Der er mange forklaringer på den store stabilitet og det flotte spil, og Laudrup vil ikke selv tage hele æren:

- Selvom vi har haft både Auri, Bagger og Dalgas ude med længere skader, har vi i efteråret været forskånet for alt for mange skader på nøglepladserne. Udover et par karantæner har Wieghorst, Andreas, Retov, Per Nielsen og Mattias jo spillet alle kampe, og det har hjulpet.

- Når det er sagt vil jeg ikke tage noget som helst fra spillerne: De har virkelig gjort det godt, og alle har fortjent den måneds ferie vi nu går ind til. Jeg går i hvert fald på ferie som en glad mand, slutter Laudrup af, inden han og truppen haster ud til bussen.

Titlen som efterårsmester er sikret, og nu skal batterierne lades op igen, så vi kan få et lige så fantastisk forår!

Ekstra på brondby.com