Laudrup: Bliver endnu mere offensive

16.12.2003 00:00

- Brøndby IF har fundet en fantastisk balance mellem klublivet og dét, at drive en professionel fodboldforretning. Man har virkelig formået at holde fast i alle de sociale værdier, der ligger i klublivet, og så udvikle den topprofessionelle forretning det også er.

Udenfor har tågen og støvregnen lagt sig som en grå dyne over Hotel Marina, men indenfor, i hotellets lune lounge, glimter julelysene i de gyldne kræmmerhuse mens ?Do they know it?s Christmas? kører afdæmpet i baggrunden.

Som Michael Laudrup sidder dér og fortæller og forklarer, virker han faktisk som en mand, der oprigtigt er glad for sit efterhånden ikke så nye liv som træner i Brøndbyernes Idrætsforening.

Det er dagligdagen der tiltaler Laudrup mest i arbejdet som træner.

Vigtige værdier

- Da jeg kom tilbage sidste år var der jo masser af folk jeg kunne genkende fra dengang jeg spillede her. Det viser, at folk føler en hel masse for klubben, og at de er et sted hvor de kan lide at være, hvor folk respekterer hinanden for det de er? Det har vi i Brøndby, og dét er vigtige værdier at holde fast i!

Emnet er ?fremtidens Brøndby IF?, men det kan ikke undgås, at klubben selv bliver en markant del af en sådan samtale. Og man kan ikke tale fremtid under Laudrup, uden at komme omkring den rivende udvikling spillet og netop klubben har været igennem i det første halvandet år siden hans tiltræden.

-Vi kan jo ikke bare gå ud og købe en ny spiller som det passer os, og i Brøndby kan vi heller ikke bare være ligeglade med resultaterne de næste tre år.

Opbygningen

- Da vi startede, var første fase at bygge truppen op. På det tidspunkt bestod førsteholdstruppen vel af 32 mand, og det er simpelthen for mange. Vi mente, at den optimale trupstørrelse var 22-23 spillere, for hvis der er mange flere end det, vil det hurtigt blive de syv samme, der står over hver gang. Så kan man jo tænke sig til, hvad der sker med motivationen.

- Vi valgte en del spillere fra, og derimellem var der sandelig også gode spillere! Vi vidste hvordan vi ville spille, hvis materialet var til det. Da vi havde konstateret, at det var det, begyndte vi at kigge på hver enkelt plads. Vi fyldte simpelthen spillernavne på, og selvom der måske var fire gode højre wings måtte vi skære ned på den plads. Det var lidt hårdt, for der var mange spillere, som betød meget for klubben.

Laudrup deltager ofte selv i træningen.

Vi kendte til de nyespillere

Laudrup holder en lille pause, inden han fortsætter med nogle lidt mere overordnede betragtninger:

- I det hele taget er planlægningen vigtig i et land som Danmark. Vi kan jo ikke bare gå ud og købe en ny spiller som det passer os, og i Brøndby kan vi heller ikke bare være ligeglade med resultaterne de næste tre år. Truppens sammensætning var derfor et resultat af fremtidsperspektiverne og mulighederne for at opnå resultater nu og her. Vi skal jo være i toppen hvert år!

Det sidste virker Michael Laudrup dog ikke specielt utilfreds med; han ville nok ikke have det godt andre steder. Det kan også ses på tilgangen af spillere i hans første tid. Ligaens topscorer, den bedste målmand og en center-forsvarer i svensk landsholdsklasse var blandt de første nye ansigter, hvilket ikke var helt tilfældigt.

- Nogen vil måske sige at vi har været heldige med vore nye spillere, men heldet kommer altså ikke af sig selv. Det var alle spillere, som Faxe eller jeg kendte, og som vi havde formodninger om ville passe godt ind.

Laudrup vandt allerede i sin første sæson som cheftrænerpokalturneringen.

Var forberedte på vanskelig start

Spillerne var på plads, men der skal meget mere til at bygge et hold, som Laudrup kan være tilfreds med.

- Næste fase var, at forklare spillerne hvordan vi ville spille fodbold. Ikke systemmæssigt som sådan, men måden. Vi vidste godt vi ikke kunne ændre det hele på én gang, men ved at fokusere på pasningsspillet og den mentale indstilling kunne vi så småt begynde at forme spillerne og spillet. Specielt de erfarne spillere har lidt sværere ved at omstille sig hurtigt, og det kostede da også lidt. Det var vi forberedt på.

- Målet for efteråret var at introducere den nye spillestil, og vi skulle være med i toppen og i pokalturneringen. Selvom man måske godt kunne tænke sig det en gang i mellem er der ikke noget, der hedder et mellemår i en storklub, så vi kunne ikke tillade os, at ryge helt bag om dansen, slutter Laudrup.

Fortsættes i morgen...

Bragt i Fodbold i Brøndby nr. 4, december 2003