Langt fra tidligere tiders storhed

12.12.2003 00:00

Det bliver Ronaldinho, Saviola, Kluivert og alle de andre stjernespillere fra FC Barcelona, der bliver næste modstander i UEFA Cuppen for Brøndby IFs vedkommende. Dermed bliver der for cheftræner Michael Laudrup gensyn med den spanske storklub, for hvem han som aktiv spiller var omdrejningspunktet på det legendariske 'Dream Team' under Cruyffs ledelse, der bl.a. vandt en række spanske mesterskaber samt pokalen med de store ører, mesterholdenes turnering (Champions League i dag).

UEFA Cup-kampen mod FC Barcelona byder på et gensyn med den klub, Michael Laudrup var en vigtig del af i 90'erne. Flere fra spillertruppen, heriblandt Michael Laudrup og Per Nielsen havde FC Barcelona øverst på listen over ønskemodstandere til næste runde i UEFA Cuppen.

Flere indkøb har ikke givet pote

Den catalanske klub har dog i en del år leveret en lang række af skuffende præstationer, der bl.a. har kostet mange trænere jobbet gennem årene. Krise og kaos har ofte været et tema for klubben, der også har været i økonomisk uføre. I sommerpausen blev den tidligere hollandske storspiller, Frank Rijkaard ansat som træner, mens en af fodboldverdens største stjerner, brasilianske Ronaldinho blev købt for snuden af bl.a. mægtige Manchester United og Real Madrid.

Yderligere købte klubben en håndfuld spillere, hvoraf den mexikanske forsvarskrumtap, Rafael Marquez (tidl. Monaco) skulle blive en af nøglespillerne.

Langt fra tidligere tiders storhed

Alligevel har holdet ikke formået at indfri de tårnhøje forventninger alle i og omkring klubben har. P.t. er holdet placeret på en 13. plads efter bl.a to nederlag i træk. Senest i lørdags hvor de hjemme tabte til Real Madrid, bl.a. på en scoring af den tidligere Barcelona-stjerne Ronaldo. På trods af stjernenavne som Ronaldinho, Saviola, Kluivert, Xavi, Overmars og Cocu er tidligere tiders storhed i spansk og europæisk fodbold langt fra en realitet i den spanske klub.

FC Barcelona vandt samlet 5-0 over græske Panionios i UEFA Cuppens 2. runde, og det spanske storhold er da også en af de helt store favoritter som vindere af UEFA Cuppen.

Under alle omstændigheder venter der Michael Laudrup og Brøndbyholdet en varm modtagelse på det mægtige Camp Nou. Med Schalkekampen in mente, venter der med garanti også FC Barcelona-spillerne en hed velkomst på et feststemt Brøndby Stadion.

Der ventes udsolgt til hjemmekampen mod FC Barcelona. Det endelige spilletidspunkt kendes på nuværende tidspunkt ikke.

Ekstra på brondby.com