Amatørafdelingens mål og visioner

30.12.2003 00:00

- Vi skal fastholde, at vi er en forening, hvor alle talenter kan komme, hvorefter vi kan gøre dem til Danmarks bedste, men samtidigt skal der være plads til alle. Desuden skal vi fastholde, at status er uafhængig af position. Lige meget hvilket hold man spiller på, er alle brikker i samme store puslespil, og alle brikker er nødvendige, hvis puslespillet skal kunne færdiggøres. Eller sagt på en anden måde, alles indsats er måske ikke lige, men den er lige meget værd! Det skal indprentes hos alle, forklarer Gert Raasdal i anden del af interviewet fra Fodbold i Brøndby.

Ubenyttet potentiale

- Derudover har fodboldklubben efter min mening et potentiale, vi end ikke har set 10 procent af. Når ikke lige fodboldklubben bruger klubhus og baner, står de fleste af faciliteterne ubenyttede hen. Hvorfor? Vi har de fysiske rammer og et person setup, der gør os egnede til at løse opgaver indenfor en lang række andre områder end lige fodbold.

- Det er derfor mit mål, at vi i fremtiden kan påtage os opgaver indenfor områder som ungdomsarbejde, ældrepleje, motion og sundhedsfremme. Det kræver en nytænkning af foreningsbegrebet, men vi har nogle rammer, der er særdeles velegnede til at løse en række opgaver i samfundet.

Klubhus og træningsbaner skal ifølge Gert Raasdal benyttes til andet end fodbold.

Stagnation er tilbageskridt

- Udvikling på disse områder vil også være med til at sikre foreningens fortsatte eksistens. Kravene fra det professionelle selskab stiger i takt med, at arrangementerne bliver større og større. Det er ikke sikkert, at vi i fremtiden vil være i stand til at stille alle de frivillige der kræves, og så må selskabet købe disse ydelser andre steder. I så fald er vi ilde stedt, for amatørafdelingen har mere brug for den professionelle afdeling end omvendt. Derfor er det vigtigt, at vi udvikler os på en række andre områder.

- Vi har allerede et produkt, men det skal udvikles. Vi må tænke kreative tanker ellers stagnerer vi, og stagnation er som bekendt det samme som tilbageskridt.

Og de sportslige mål og visioner?

- Det var da et tåbeligt spørgsmål! Vi vil selvfølgelig være de bedste! Vi vil vinde danske mesterskaber i ungdomsrækkerne, og vi vil ud i Europa og spille turneringer og vinde pokaler. Men samtidigt vil vi være en rummelig forening, og det kommer ikke af sig selv. Lige så vel som eliteniveauet skal dyrkes, skal breddeniveauet og rummeligheden dyrkes, for at kunne eksistere.

Fodbold på recept

I lyset af ovenstående hvor ser du så amatørafdelingen om 10 år?

- Om 10 år er vi omdrejningspunktet for en række aktiviteter, som folk end ikke kan forestille sig. Vi har en omsætning på 15 millioner kroner og har 15 ansatte. Vi driver et vandrehjem, vi har anlagt et fodbold-golfanlæg, vi har 4.000 medlemmer der dyrker stavgang, vi har 600 pensionister der kommer og spiser samtidigt med, at de hjælper lidt til, vi har et idrætsgymnasium, vi har ansvar for parkeringskælderen under Brøndby Stadion, vi har en international folkeskole med vægt på sprog, IT og idræt og agerer fødekæde for vores idrætsgymnasium. Endelig har vi en sundhedsklinik, der udskriver recepter på motion i stedet for medicin.

- Jeg ved godt, at mange har svært ved at følge mig, når jeg siger disse ting, men for mig at se er der et hav af muligheder, men ingen begrænsninger. Både muligheder og begrænsninger må vi ud og prøve af. Vi skal afprøve hvilke ideer der virker, og hvilke der ikke virker. Vi har et miljø, der er særdeles velegnet til at tage hånd om såvel unge som ældre.

Aktivitet foran BIF Kids huset.

Gælder om at få afprøvet muligheder

- Tænk bare på folk der bliver indlagt på Glostrup Amtssygehus og derved gjort til patienter. Send dem herud i stedet for hvor der lugter af bevægelse, motion, idræt, udfoldelse, kreativitet og shampoo. Psykisk vil det være langt bedre end at blive klientgjort på en trøstesløs hospitalsgang. Men det kræver som sagt en holdningsændring og en nytænkning af hele foreningsbegrebet.

- Det er min vision, men jeg ved også godt, at der er en risiko for, at der om 10 år ikke er sket en skid. Det vi har nu fungerer jo! Så vil folk tage artiklen frem og grine af Gert Raasdal, men det er jeg ret ligeglad med. For mig gælder det om af få afprøvet de muligheder der ligger!

Ingen tvivl om, at det kræver mod at have visioner og tænke nye tanker - særligt her i jantelovens hjemland. Det virker imidlertid som om, at Gert Raasdal er så engageret i Brøndby IF og det samfund han lever i, at han slet ikke kan lade være. Spændende bliver det at se, hvordan Brøndbyernes Idrætsforening ser ud om 10 år.


Bragti Fodbold i Brøndby nr. 4, december 2003