Sejr i hedeslag

10.08.2003 00:00

'Sikken dejlig dag det er i dag' er en sang der er ganske godt kendt blandt tilskuerne på Brøndby Stadion. I dag var endnu en af slagsen.

Vejrudsigten holdt og solen skinnede fra en nærmest skyfri himmel på de godt 12.500 tilskuere, der havde valgt at tilbringe nogle timer på en af sommerens varmeste dage, på et som sædvanligt feststemt Brøndby Stadion. Aftenens gæst var AGF, som på trods af nedrykningsfaren i sidste sæson formåede ikke at tabe til Bøndby IF. På forhånd var der derfor nogle ting der skulle sættes på plads i arvefjendeopgøret.

Der er garanti for underholdning og fight til stregen når de to hold mødes, uanset holdenes placering i ligaen, ogi dag varingen undtagelse. Glædeligt for de mange fremmødte tilskuere er AGF et hold, modsat de fleste andre klubber i SAS Ligaen, der tør at spille fodbold når de gæster Brøndby Stadion. Århusianerne blev dog alvorligt hæmmet allerede i 23. min. da Nicklas Carlsson korrekt fik direkte rødt kort, efter at have have stoppet Thomas Kahlenberg der ellers havde frit løb mod mål.

Ikke den store forskel

Det var nu ikke fordi AGF var kommet frem til det helt store inden udvisningen, men det var tydeligt, at det defensive herefter blev sat i højsædet. Konceptet lykkedes også ganske fint i og med at de to hold kunne gå til pausen uden at der var blevet scoret, efter en første halvleg, der ikke vil gå over i historien for hverken flot spil eller højt tempo.

I efteråret er det endnu ikke lykkes for nogen modstander, at score mod Brøndby IF, og det var helt klart at selvtilliden i de bageste rækker er enorm, hvilket også fik Michael Laudrup til at starte anden halvleg med en næsten uhørt offensiv opstilling. Mattias Jonson og Auri blev skiftet ud til fordel for Karsten Johansen og Kim Daugaard, hvilket reelt efterlod forsvaret i en kæde med bare Per Nielsen, Andreas Jakobsson og Dan Anton Johansen. Det var nu også mere end rigeligt til fuldstændigt at pascificere den tidligere Brøndby spiller Peter Graulund, der havde fået den utaknemmelige tjans alene i front.

I takt med at anden halvleg skred frem så det mere og mere ud som om at kampen ville blive et massivt pres på århusianerne.Det blev den også.

Målene udeblev dog, men hele stadion var dog fulde af fortrøstning da Morten Wieghorst efter en hovestødsduel kunne trække en den velkendte turban, der tidligere har været en garanti for mål fra hans side. Vi skulle dog helt frem til 65. min. før forløsningen kom, og Martin Retov var manden bag. Det blev da også til de sædvanlige 2-0 efter at Karsten Johansen med hjælp af en AGF'er fik bolden i mål.

En varm dag på Vestegnen var nået til ende og med dagens øvrige resultater er Brøndby IF tilbage hvor holdet hører til, som nr. 1 i den bedste danske række.

Kampforløb: Brøndby IF - AGF