Laudrup: Styr over begivenhederne

03.08.2003 00:00

Med 2-0 mod ligaens anden oprykker kopierede Brøndby IF premiererundens resultat, og er dermed fortsat på en delt førsteplads i SAS Ligaen. Resultatet og det faktum at modstanderen er ny i ligaen er dog stort set de eneste lighedspunkter med sidste weekend, for sejren i dag kan ikke kaldes en pligtsejr.

- Nej, det synes jeg absolut ikke man kan sige. Der er mange omstændigheder der gør, at det er en helt anden kamp i dag: For det første spiller vi på udebane, men samtidig spiller vi på en bane der er meget langsom mod en modstander, der foran eget publikum kommer med en fantastisk gejst. Med et par spillere der nok var ekstra opsatte på at vise hvad de er værd, lægger en åbenlyst tilfreds Michael Laudrup ud, og hentyder til den udlejede Søren Larsen og Frems anfører, ex-Brøndbyeren Søren Krogh.

Han havde i øvrigt kun ros til overs til de to gange Søren, som han mente spillede en god kamp.

- Kampen i sig selv udvikler sig radikalt anderledes end premieren. Vi kommer hurtigt foran og har et helt andet udgangspunkt end i søndags, hvilket man måske kunne fornemme efter scoringen. Efter vort åbningsmål går kampen lidt i stå, og egentlig sker der ikke så meget i resten af første halvleg. Frem kommer ikke rigtigt til noget, og vi spiller den meget rundt.

Trods det til tider lidt omstændelige opspil kunne cheftræneren ikke rigtigt finde noget at beklage sig over.

- Vi burde måske have brugt fløjene endnu mere, men jeg synes vi har fuld kontrol med kampen. Det eneste jeg var lidt urolig for var, om Frem skulle få en chance på en dødbold. Spillemæssigt havde vi fuld kontrol, og specielt er jeg glad for de sidste 10 minutter, hvor Frem jo stort set ikke rørte bolden. Det er en del af den erfaring spillerne nu har fået, der gør at vi nu kører sådanne føringer stensikkert hjem, smiler Laudrup.

Kamper ramte den lige dér

For anden uge i træk kårede TV3 Jonas Kamper som banens bedste spiller. Kamper selv var da også lutter smil efter kampen:

- Jeg ved sgu ikke hvad der skete. Jeg har aldrig prøvet at score to mål i én kamp på det her plan, og jeg er da glad for at Mattias ramte mig i panden på sit første indlæg. Ved det andet mål rammer jeg den lige i røven, og jeg er glad for at jeg nu kan lukke munden på ?Faxe?, griner matchvinderen med en kæmpe flaske guld-champagne i favnen.

Martin Retov havde en dag hvor der måtte arbejdes en del på midten af banen, men han var ikke i tvivl om at sejren var fortjent.

- Vi må løbe meget i dag, og jeg må sige at Frem står godt på midten af banen. Men vi har styr over det derinde, og lige nu er vi bare super glade for de to sejre. Vi har det samme antal points nu, som vi måtte bruge 5 runder til at nå sidste år, så der er vist kun grund til optimisme lige nu. Kampers andet mål kommer efter mit hjørne, hvor Wieghorst vist snitter den videre. Jeg kan ikke rigtig se sparket, men den går flot ind.

Ligeglad med de andre

Lidt længere fremme på banen kæmpede Thomas Kahlenberg lige så hårdt, og han er helt på linie med midtbane-kollegaen.

- 2 kampe og maximumpoints. Det er optimalt, og specielt er det svært med kampene i starten af sæsonen, hvor alle hold stiller op med en utrolig gejst og er tændte i hver eneste tackling. Jeg synes faktisk at vi viser gode takter, og selvom det måske ikke er lige kønt i alle 90 minutter sidder vi godt på dem. Frem er ikke et dårligt hold, og vi kan absolut kun være tilfredse med sejren.

Brøndby IF ligger i toppen af ligaen, og den position skal gerne holdes. Men som Michael Laudrup udtrykker det er fokus stadig kun på holdets egne præstationer.

- Jeg er komplet ligeglad med hvem der mister points til hvem lige nu, bare det ikke er os der taber dem. Der er spillet to runder, vi har vundet to kampe. Det er tilfredsstillende, og kan vi fortsætte med at vinde er det jo lige meget hvad de andre foretager sig, slutter en glad og tilfreds cheftræner dagen af med.

Næste kamp foregår på Brøndby Stadion, hvor AGF kommer på besøg søndag d. 10 august kl 17:35.