Laudrup: Målsætninger opfyldt

31.08.2003 00:00

Selvom opgøret mod F.C. Nordsjælland med rette kunne betegnes som ?de brændte chancers kamp?, var det en flot rimeligt tilfredse Brøndby-flok, der forlod gæsteholdets omklædningsrum kort efter sidste slutfløjt.

Per Nielsen var den første spiller ude af omklædningsrummet:

- Vi spiller en rigtig god kamp, og kommer til en hel masse oppe foran. Desværre får vi ikke lukket kampen, og så er det typisk at det bliver hektisk til sidst. Det er helt unødvendigt, men når vi står her med 3 pinde efter en god kamp, er det svært at være alt for utilfreds.

- Vi havde talt lidt om risikoen for at gå trætte mod slutningen, men det er der slet ikke tale om. Faktisk virker FCN mere møre end vi, og i forsvaret fungerer det godt hele vejen igennem, selvom vi måtte skifte ud. Både defensivt og offensivt har vi fået mange strenge at spille på, så det betyder ikke det store, konstaterer anføreren med et smil.

Oceaner af chancer

Om udskiftningen fortæller Michael Laudrup.

- Kim Daugaard føler det strammer til i lysken, og så vælger vi at tage ham ud inden en eventuel fiberskade. Så er det jo godt at kunne sætte Allan O ind, der spiller en fin kamp, selvom det ikke er hans vante plads. I det hele taget gør spillerne det godt i dag.

- Vi har et hav af chancer, og positivt set er jeg glad for at vi skaber så meget frem ad banen. Vi brænder dog for meget, og tager man det hele med bør vi måske vinde 7-2 eller sådan noget lignende.

- Vi har nu opfyldt vor målsætning for opgørene torsdag og i dag. Torsdag leverede vi en solid indsats i Minsk, og i dag vinder vi 3 vigtige points. Vi spiller godt og aggressivt fremadrettet fodbold i dag, og det var, sammen med sejren, målet. I pausen fortæller vi spillerne, at vi fortsat skal søge det andet mål, og man må sige at vi kom frem til chancerne. Det var dog unødvendigt at holde spændingen til sidste minut, konstaterer han med et smil.

Vildt

Dagens målscorer var også lidt forundret over de mange brændte chancer.

- Det var helt vildt med alle de chancer. Vi er måske lidt heldige til sidst, men vi burde jo have ført stort inden da. Det var en helt fortjent sejr, og det var en vigtig én af slagsen. Vi holder os helt i front og holder presset på de andre i toppen. Og så er det jo dejligt at få scoret igen, griner den sympatiske svensker.

Alle kommenterede på de manglende scoringer, men cheftræneren mener ikke der er grund til bekymring af den grund.

- Vi skaber en masse, og det er altså ikke hver dag man ser et Brøndby-hold med en effektivitet på 5-8%. Det er første gang i år, og målene skal nok komme. Der er så mange andre ting at glæde sig over, slutter Michael Laudrup af.

Grundet landskamp er der 14 dage til næste SAS Liga-runde.

Kampforløb: F.C. Nordsjælland - Brøndby IF