Graulund: Kamper er uhyggelig!

08.08.2003 00:00

Med to sejre i bagagen skal Brøndby IF møde AGF på hjemmebane, inden det går løs i UEFA Cup kampen mod Dinamo Minsk. Arvefjenden skal helst sendes hjem til Aarhus uden point.

brondby.com har taget en snak med den gamle Brøndby-spiller Peter Graulund. Peter har stadig et stort bankene hjerte for Brøndby IF, og især klubbens fans. Alligevel begræder han ikke at han fik scoret i den seneste kamp på Brøndby Stadion.

Problemet i AGF

AGF har endnu ikke vundet i denne sæson. Første kamp endte med et nederlag på 2-0 til Esbjerg og i sidste weekend spillede århusianerne uafgjort med FC Nordsjælland. Det er selvsagt ikke tilfredsstillende.

- Vi er slet ikke tilfredse med vores points i de første kampe. Vi burde have fået en sejr i vores hjemmekamp mod FC Nordsjælland. Den første kamp mod Esbjerg var en svær udekamp med masser af stress op til kampen. Så medet point i to kampe, når vi skal på Brøndby Stadion, så er man selvfølgelig ikke tilfreds.

Stressfaktoren op til kampen mod Esbjerg var den meget omtalte skalle fra Brian Steen Nielsen på klubkammeraten Nikolaj Hust. Under træningen kogte temperamenterne over, og det havde Århus Stiftstidende fået nys om.

- Problemet var egentligt, at det kom frem lørdag/søndag før Esbjerg-kampen. Lørdag begyndte det at summe, men der kunne de ikke nå at få det i aviserne, så vi vidste at det ville bryde løs dagen efter når vi var på til Esbjerg. Det var selvfølgelig uheldigt. Men da vi spillede mod Nordsjælland var vi ikke påvirket.. Vi har fået snakket ud om det i klubben.

Enden på sagen blev, at Brian Steen Nielsen mistede anførerbindet, og har givet det videre til Leon Andresen. Leon kan dog ikke være med i kampen på søndag på grund af rødt kort i sidste weekend, så nu tyder det på, at Mikkel Bo Jensen skal bære bindet.

Faxetribunen gør stadigvæk indtryk på Graulund.

Jeg glemmer aldrig Faxe-tribunen

Glæder du dig til på søndag?

- Både ja og nej, griner Peter. Jeg glæder mig da til at komme over og spille kampen. Det er altid fantastisk at være på Brøndby Stadion, lige meget om man er ude- eller hjemmehold. Men jeg frygter da lidt for vores eget hold. Nu er Leon Andresen jo ude med karantæne, og han er en vigtig spiller som vi desværre må undvære.

Men man glemmer vel heller ikke oplevelserne med Brøndbys fans?

- Overhovedet ikke! Det glemmer man aldrig og det kommer jeg da heller aldrig til at glemme. De har betydet sindssygt meget for mig. Men nu har jeg jo været derovre en gang og jeg tror det er noget andet at være på sin gamle hjemmebane første gang.

Men du scorede da alligevel?

- Det har jeg jo gjort, griner Graulund. Det var bare lidt mærkeligt, at jeg ikke skulle løbe ud og juble foran alle tilskuerne. Jeg måtte jo desværre løbe den anden vej. Der er ingen grund til at løbe ud og hovere. Det hjælper jo ikke, at løbe ned mod Faxe-tribunen, som har betydet så meget for mig, og så stå og hovere. Det er der ingen grund til.

Der vil nok blive holdt lidt ekstra øje med den farlige angriber i kampen på søndag. Ingen kan være i tvivl om, at Peter Graulund er farlig foran mål. Med vilje og gejst får han ofte kæmpet sig til en kvalificeret afslutning. En af Peters stærke sider.


Kamper løber her fra en Herfølgespiller i sæsonpremieren på Brøndby Stadion.

Dominerende Brøndby

Der er 11 mand på hvert hold, men overordnet set, må Brøndby-mandskabet være det stærkeste. Med ny målmand og forsvarskonstellation, en solid og hårdtarbejdende midtbane og Mattias, Dalgas og Kamper i front er der ingen tvivl om, at hjemmeholdet er klar til at give jyderne kamp til stregen. Det er Graulund ikke uenig i.

- Jeg tror at det bliver en fodboldkamp der kommer til at foregå på Brøndbys præmisser. Det er jeg ikke sekund i tvivl om. De er kommet godt fra start med 6 points i 2 kampe og har spillet ganske fornuftigt. Jeg kunne forestille mig, at Brøndby kommer op og lægger pres på vores 4 bagerste folk, men jeg håber da at vi kan modstå presset, og måske få et par kontrachancer. Der er dog ingen tvivl om, at det bliver Brøndby der dominerer den kamp.

Er der nogle af Brøndbys spillere i skal holde særligt øje med?

- Haha, det er jo stort set alle sammen, griner Graulund igen. Der er jo sådan set ikke én eneste man kan tillade sig at lade stå alene. Men i øjeblikket er det især kanterne vi skal holde øje med. Mattias Jonson og Jonas Kamper ser ud til at være i en uhyggelig form. Med deres hurtighed kan vi da godt få nogle problemer.

Også Peter Graulund har fået øjnene op for Kampers ekstreme hurtighed.

Hvis du nu fik en halvtredser af mig og du så skulle tippe. Hvad ville du så spille på?

- Jamen, så ville jeg jo nok spille på en AGF-sejr, fordi der er odds?ne jo lidt højere, griner angriberen. Det giver garanteret ikke mange penge igen at spille på en Brøndby-sejr.

Peter Graulund har også stor respekt for Mattias Jonson.

Kampen spilles på Brøndby Stadion, søndag kl. 17.35.

Ekstra på brondby.com

  • Hør Peter Graulund fortælle mere om kampen på søndag her.
  • Køb din billet her.
  • Læs mere om AGF