Fodbold i Brøndby - en tryg oplevelse

19.08.2003 00:00

Fankulturen i Danmark udvikles til stadighed. Flere klubber har fanfraktioner som i opførsel adskiller sig fra det gængse billede af hvordan fodboldfans bør være.

Brøndby IF har i gennem årene været bevidste om udviklingen i fankulturen, og har derfor et velfungerende kontrollørkorps, et kontrollørkorps der deltager aktivt i uddannelse af kontrollører i andre klubber, et tæt og godt samarbejde med Glostrup Politi, ligesom Brøndby IF på ledelsesplan, først ved tidligere formand Ole Borch siden ved nuværende formand Torben Røsler, har appelleret til den lovgivende instans i Danmark, om at give klubber og politi bedre værktøjer i håndteringen af tilskueruroligheder.

I dag, den 19. august, sender TV3 første afsnit i en serie på tre af et nærgående portræt af to personer som hævder at være fans af Brøndby IF. Imidlertid bragte TV3 allerede i søndags, i fodboldprogrammet Onside, en foromtale af udsendelsen, hvori et medlem af fraktionen ?Suburban Casuals? fortæller at den kultur ?Suburban Casuals? repræsenterer, er udtryk for hooliganisme.

Brøndby IF's politik

At konkludere at Brøndby IF og dansk fodbold generelt, på baggrund af enkelt individers udtalelser, har store problemer med hooliganisme vil være en overreaktion. Det er vores opfattelse at det er enkelte ballademagere der fra tid til anden skaber problemer.

Men alle bør naturligvis overvåge situationen nøje således at ballademageres forsøg på at organisere sig i specielle grupper der udøver eller forherliger vold i forbindelse med fodboldkampe, ikke tolereres.

Brøndby IF ønsker i den anledning at præcisere sin politik mod voldelige tilskuere i dansk fodbold:

  • Ballademagere og deres eventuelle vold er på ingen måde acceptabel adfærd i forbindelse med fodboldkampe.
  • Brøndby IF har altid og vil altid bekæmpe alle tendenser der går i retning af en eskalering af problemer med ballademagere.

Den udtalelse, som det pågældende medlem er fremkommet med, er totalt uforeneligt med det at være fan af Brøndby IF.

Handling

Brøndby IF vil fortsat i samarbejde med Glostrup Politi overvåge ballademagere og om fornødent fastslå omfanget af karantæne som også fremover skal holde voldelige og voldsforherligende elementer, uanset fanfraktion, Suburban Casuals eller anden, borte fra kampe på Brøndby Stadion og, i det omfang det er muligt, fra Brøndby IF?s udebanekampe.

I den forbindelse vil vi endnu engang appellerer kraftigt til kulturministeren, der også er sportens minister, om at give os, og politiet, adgang til det mest effektive redskab til bekæmpelse af ballademageres opførsel til fodboldkampe, så en eskalering forhindres: registrering af elementer der aktivt søger vold og virker ved vold i forbindelse med fodboldkampe, således at disse effektivt kan udelukkes fra fodboldkampe i Danmark.

Brøndby IF er desuden i løbende kontakt med Brøndby IF?s officielle fanklub, Brøndby Support, om hvordan det til stadighed sikres at det fortsat er en tryg oplevelse at se fodbold på Brøndby Stadion, med en oplevelse af flot fodbold, fest og stemning i højsæde, samt at eventuel spirende hooliganisme i fankredse imødegås.

Tv-udsendelse eller ej ønsker Brøndby IF at fastholde: Fodbold på Brøndby Stadion er en tryg oplevelse.