Brøndby IF - FCK spilles som planlagt

15.08.2003 00:00

En del medier har det sidste døgns tid beskæftiget sig med spørgsmålet om kampen Brøndby IF - F.C. København skulle flyttes, idet FCK efter det oplyste gerne vil have kampen flyttet. Kampen blev oprindelig flyttet fra søndag den 24. august til lørdag den 23. august for at FCK kan få en hviledag mere forud for kvalkampen til Champions League.

I Brøndby IF har vi stor sympati for at klubberne hjælper hinanden også i de internationale bestræbelse på at fremme udviklingen i dansk fodbold. Derfor havde vi allerede inden FCK henvendte sig, set på turneringsplanen for efteråret og konstateret, at der kun er en ledig spilledag, nemlig søndag den 16. november, der er reserveret til en eventuel 'play- off' landskamp, såfremt Danmark bliver nr 2 i EM puljen.

Ugen før spiller Brøndby mod FCK på Brøndby Stadion, så det ville give 2 kampe i Brøndby mod FCK med en uges mellemrum. Det i sig selv er ikke optimalt, heller ikke sikkerhedsmæssigt, men værre er det, at skulle Danmark (eller Sverige?) kun blive nr 2, i EM puljerne, så skulle kampen flyttes en gang til, idet begge klubber må formodes at være repræsenteret på landsholdet.

Dertil kommer, at såfremt FCK kommer i Champions League, så skal FCK's kamp mod Viborg den 17. september flyttes, idet der samme aften spilles kamp i Champions League. Man må gå ud fra at turneringsudvalget i DBU i første omgang vil pege på 16. november til den kamp.

Derfor måtte vi konkludere, at det ikke var realistisk at udsætte kampen til senere. Det var derfor også den melding vi desværre måtte give FCK, da der idag var kontakt mellem klubberne om problematikken. Desuden ville det naturligvis være et meget stort problem at informere de ca 18.000, der allerede har købt billet til kampen.

Der var enighed mellem FCK og Brøndby IF omat anmode DBU om, at man i næste års turneringsplanlægning undlader at placere kampene således at mesterholdet får et tilsyneladende skrapt startprogram bl.a med 2 jyske udekampe. I år har FCK været i Ålborg og Esbjerg og sidste år var Brøndby i Silkeborg og Ålborg i perioden med Champions League kval.kampe.

I år har FCK udekamp på Brøndby Stadion inden den afgørende kval-kamp til Champions League mod Glasgow Rangers. Sidste år havde vi i Brøndby IF inden den afgørende kval-kamp til Champions League mod Rosenborg udekamp mod - ja, rigtigt gættet FCK i Parken.

Det burde være muligt at byde mesterholdet en anelse bedre muligheder i programlægningen.