To reaktioner dagen derpå

07.04.2003 00:00

Selvom der var flere gode aktioner fra Brøndby-holdets side, mente mange at unge Jonas Kamper var en af kampens bedste spillere. I går blev det til fuld spilletid og i dag var det en meget træt ung mand der efter dagens hyggetræning evaluerede sin egen præstation.

- Her ovenpå kampen og træningen er jeg meget træt. Selvom jeg før har spillet alle 90 minutter blev kampen spillet i et højt tempo og jeg synes vi har grund til at være stolte af vores resultat. Da vi kom foran var jeg ellers sikker på vi kunne tage alle tre point med hjem, men sådan skulle det ikke gå, siger en forpustet Jonas Kamper.

Det kom som en overraskelse for de fleste at det Jonas Kamper skulle starte på banen på bekostning af ar Dalgas og en af gårdsdagens hovedpersoner var mildest talt også overrasket.

- Jeg troede egentlig at jeg skulle være 16. mand, men da jeg under taktikmødet fik at vide at jeg skulle starte inde, fik jeg et sus i maven. Jeg var lidt spændt og en smule nervøs og jeg må sige at der var meget lang vej ind til østerbro. Det var i øvrigt første gang jeg spillede i Parken og med sådan en kulisse glæder jeg mig til næste gang. Det var virkelig stort, siger Jonas Kamper.

Med Morten Wieghorst?s mål godt 12 minutter før tid lignede det en fortjent Brøndby-sejr, men et tvivlsomt dømt straffespark bare tre minutter senere knuste drømmen om alle tre point. F.C.Københavns Peter Nielsen scorede sikkert, hvilket specielt Allan Olesen var ærgerlig over.
I det forrige møde i efteråret var det bl.a. på et uheldig tilbageaflevering fra Allan Olesens fødder der resulterede i et smalt nederlag i Parken. Selv afviser den unge U-21 landholdsspiller at han kostede det uafgjorte resultat.

- Det er irriterende af helvedes til. Jeg mener ikke der er straffespark. Først og fremmest fordi deres angriber faktisk er helt ude af balance og han falder nærmest ned over mig. Nogle af tv-billederne viser også at jeg faktisk ikke har fat i ham, så jeg mener helt klart at der er tale om en dommerfejl, siger Allan Olesen.

Udover situationen ved straffesparket spillede den unge højreback en god kamp og selv mener han at sejren havde været fortjent.

- Vi spiller meget bedre end dem. I første halvleg havde vi indimellem lidt problemer ovre i min forsvarsside, men i anden halvleg fik vi lukket godt af. I nogle situationer mener jeg ikke dommeren har helt styr på kampen. Peter Møller skulle fx have haft det røde kort efter mange voldsomme taklinger og spark i hovedhøjde. Han ramte både Dan Anton og Morten Wieghorst i hovedet.
Men nu gælder det bare om at de frem og blive helt klar til onsdag. Der er jeg sikker på vi vinder og med et forhåbentlig udsolgt Brøndby Stadion i ryggen, får vi sat F.C.København på plads, lyder den optimistiske vurdering fra Allan Olesen.