Laudrup: Respekten ved at indfinde sig

12.04.2003 00:00

Da spillere og trænere forlod banen efter aftenens kamp mod OB virkede de fleste forståeligt nok en smule skuffede efter point-tabet. Hovederne var nedbøjede og skuldrene hang lidt. Hvad der blev snakket om i omklædningsrummet er uvist, men da døren blev åbnet kom stort set alle ud med ranke rygge og et lysere syn på tilværelsen.

Respekt og garanti for mål

Michael Laudrup smilede også, men var nu alligevel ikke sikker på om han var helt tilfreds.

- Både og vil jeg sige. Men måske mest overrasket over kampens forløb. Jeg havde nok regnet med, at OB ville lægge pres på fra start og startet med et stormløb mod vores mål, men det kom aldrig. Første halvleg var ret lige, og selvom OB sad på en del spil på midten synes jeg faktisk vi havde de fleste gennemspillede angreb.

- Da vi så scorer er det klart at vi håber på en sejr, men selvom det kun blev til et point kan jeg ikke være rigtig skuffet. Vi har spillet 3 hårde kampe på en uge, og jeg synes vi er kommet rigtig godt ud af dem. At vi oven i købet formår at dominere stort set hele anden halvleg i dag efter det program vi har været igennem beviser, at vi har opnået den stabilitet vi har fokuseret på at nå. Faktisk virkede det jo mest som om det var OB, der havde været igennem en hård kamp onsdag aften.

Michael Laudrup havde forventet, at OB ville forsøge at udnytte Brøndbys hårde program, men hjemmeholdet kom altså aldrig helt frem. Det tog cheftræneren som et cadeau til holdet:

- Jeg tror det har noget at gøre med, at respekten for os er ved at indfinde sig for alvor. Hvor nogle modstandere tidligere måske har tænkt, at når Brøndby kan tabe mod hold som Køge, så kan de også slå os, så tror jeg respekten er blevet større nu. Vi har jo heller ikke tabt i 6-7 runder nu runder Laudrup af.

Faktisk skal vi tilbage til runde 14 for at finde det sidste nederlag til de blå-gule. Om stimen fortsætter er umuligt at sige, men chancen er der. For som Michael Laudrup konstaterer:

- Det må være svært for modstanderne at gå på banen og vide, at Brøndby altid scorer. I dag var 38. gang holdet gik fra banen med mindst én scoring på tavlen, og det kan vi godt tillade os at være stolte over!

Kan stå distancen

Anføreren havde også forventet et pres fra OB?s side:

- Vi havde indstillet os på, at de første 15-20 minutter ville være med et forsøg på en markant OB-offensiv. Den udeblev og i stedet synes jeg vi kom rigtig godt med og viste det bedste spil, specielt i anden halvleg. Vi har nu bevist, at vi kan stå distancen efter denne uges hårde program, men spillemæssigt er vi ikke nået helt op på niveau de sidste to kampe.

- Vi skal tilbage til spilkonceptet, og det har vi nu nogle dage til. Vi har fri i morgen, men så kører vi igen på fra mandag af. Egentlig vil vi hellere spille kampe, det er jo det vi spiller fodbold for. Vi skal slet ikke brokke os over programmet, for vi kan alle sammen lide at spille bold smilede manden med anførerbindet.

Bold får drengene fra Vestegnen de lov at spille igen allerede på på torsdag d. 17. april kl 15.00, hvor Køge Boldklub stiller op på Brøndby Stadion.