Laudrup: Foråret er kommet

17.04.2003 00:00

Nøgleordet før dagens kamp mod Køge Boldklub var 'revanche'. Revanche for nederlaget i efteråret, der tog noget på spillernes selvtro og specieltderes stolthed.

Og revanchen kom, selvom spillet ikke rigtigt levede op til det flotte vejr og de feststemte tilskuere.

De første 10 minutter lovede ellers godt. Der stod Brøndby IF på det hele, og målt i effektiv spilletid var Køges boldbessidelse på hjemmeholdets banehalvdel vel ca 45 sekunder. Stille og roligt kom Henrik Jensens drenge dog ind i kampen og midt i halvlegen var det svært at se hvem der var tophold og hvem der kæmpede for overlevelse i bunden.

Efter en halv time kom forløsningen dog - og hvilket mål! Mattias Jonson sender flot bolden i dybden til Thomas Kahlenberg, som søger mod feltet. Han spiller Peter Foldgast, som midt for mål uselvisk sender den videre til ar Dalgas, som kan trille bolden i et tomt mål. Virkelig flot, og noget Michael Laudrup kunne bruge efter kampen:

- Det var et rigtig flot mål. Det var absolut ikke det eneste flotte angreb vi havde i dag, men forskellen var at vi scorede, smilede Laudrup efter kampen.

Det kunne og burde have blevet 2-0 før pausen, men både Mattias Jonson og Thomas Kahlenberg mente, at spændingen skulle bevares, og deres ellers gode afslutninger endte på træværket.

Martin Retov var dog af en lidt anden overbevisning, og kort efter pausen satte han sig igennem midt for Køges mål og udplacerer sikkert en sagesløs keeper.

- Det var fantastisk. Jeg havde drømt om at score i den kamp, og det var helt specielt at gøre det mod de gamle holdkammerater, fortalte han med et stort grin.

Retov nåede ikke rigtigt at modtage folkets hyldest, for efter scoringen løb han direkte tilbage til midterlinien og var klar til at fortsætte indsatsen.

- Jeg tænkte ikke rigtigt bagefter og skulle bare videre. Men man kunne jo klart fornemme brølet alligevel, det var fedt fortalte han om reaktionen.

Mindre end 10 minutter senere fik Køge reduceret på et af deres eneste rigtige angreb, og den sidste halve times tid blev noget rodet.

- Det er lidt grotesk mente Michael Laudrup bagefter.

- Vi spiller ikke optimalt, men har helt styr over kampen. Så får de et lidt dumt mål, og spændingen er helt unødvendigt tilbage. Forskellen på efteråret og nu er dog, at vi vinder disse kampe, men vi skal nu have mere tempo på alligevel.

Med rundens resultater kan Brøndby IF igen selv afgøre om der skal hænges guldmedaljer om halsen igen til sommer. Det er dog ikke noget Laudrup tænker på.

- Nej, vi tager én kamp ad gangen og så må vi se hvor langt det rækker. Vi kan godt nok lægge os på førstepladsen på søndag, men vi kan også ryge ned som nummer 3 advarer cheftræneren.

- Det er to hold, der begge vil frem over banen, og selvom det er svært at bedømme underholdningsværdi, kan man dog godt glæde sig lidt til den kamp, slutter Michael Laudrup af.

Under alle omstændigheder fortsætter stimen som ubesejret. Og på søndag kan det resultere i en førsteplads. Som altså ikke betyder noget ifølge cheftræneren.

Endnu.

Kampforløb: Brøndby IF - Køge Boldklub