'Vi burde have vundet'
11.09.2002 00:00
Brøndby IF fik et enkelt point ud af anstrengelserne da man onsdag aften gæstede et proppet Århus Stadion. 2-2 stod der på tavlen ved sidste fløjt efter en underholdende dyst hvor Brøndby fik udlignet et kvarter før tid.
Brøndby måtte stille op til kampen uden de to normale frontløbere, Peter Madsen og Ruben Bagger, som måtte sidde udenfor med henholdsvis karantæne og skade. I fraværet af de to angribere startede ar Dalgas helt på top med Mads Jørgensen hængende lige bagved sig og med Jonson og Lindrup på fløjene.
AGF var millimeter fra en chokstart da Morten Rasmussen allerede i kampens andet minut var helt alene med Mogens Krogh men den rutinerede keeper tvang AGFeren til at overplacere sin afslutning som strøg lige forbi stolpen.
Brøndby overtog dog hurtigt initiativet og tilspillede sig en række muligheder men først i halvlegens 17. minut gav det resultat. Mattias Jonson slap fri i højre side af feltet og spillede en perfekt bold ind foran mål til Mads Jørgensen som iskoldt sendte bolden i mål til stillingen 1-0 uden chance for keeperen.
Brøndby fortsatte presset og 4 minutter senere var ar Dalgas tæt på at spille Mattias Jonson fri i feltets højre side men en vaks forsvarer fik afværget.
Brøndby kontrollerede kampen og det virkede som et tidsspørgsmål før de blå-gules næste scoring ville falde men et øjebliks koncentrationssvigt lukkede igen århusianerne ind i kampen da et boldtab i egen zone resulterede i at Morten Poulsen fra højre side lagde en perfekt aflevering til bagerste stolpe hvor lille Josta Dladla helt umarkeret kunne skubbe bolden i mål fra tæt hold.
Udligningen gav AGF blod på tanden men igen gik der ikke længe før Brøndby overtog styringen og beholdt overtaget halvlegen ud. To af Brøndbys yngste var tættest på at give Brøndbyhalvlegsføringen, først tog Allan Olesen en tur hele vejen gennem AGFs forsvarslinie hvorefter han blev stoppet af keeperen og tre minutter senere slap Thomas Kahlenberg fri på kanten af feltet med en fiks kropsfinte og hamrede bolden tæt over mål.
AGF kom også i anden halvleg hurtigst ud af starthullerne og havde et godt tilbud da Mikkel Bo Jensen spillede Morten Poulsen fri ved bagerste stolpe men AGFeren helkiksede og Brøndby arbejdede sig derefter ind i kampen igen.
Brøndby lagde i perioder et godt pres på AGFs felt men havde problemer med at skabe åbne tilbud mod et kompakt forsvar. Farligst blev det når Dalgas udfordrede på venstrekanten men AGF fik lukket godt af.
Brøndby fik ikke uddelning og i stedet gik det som det ofte går. Mikkel Bo Jensen bragte efter et kvarter af anden halvleg AGF foran 2-1 da han efter et hurtigt opspil lagde bolden ind bag en prisgivet Mogens Krogh fra kanten af feltet.
Brøndbys træner reagerede hurtigt og tog Kim Daugaard ud, satte Allan Ravn ind i midterforsvaret og rykkede Morten Wieghorst op på midtbanen og allerede 8 minutter senere gav det bonus da et indlæg fra venstre side fandt en helt fri Wieghorst ved bagerste stolpe hvor han flugtede bolden i mål med hælen.
Fem minutter senere kunne Mads Junker have afgjort kampen til Brøndbys fordel da han slap fri i højre side og søgte mod mål men den efterfølgende afslutning med højre fods yderside strøg forbi mål.
Kampens sidste fase blev en åben slagudveksling hvor kampen bølgede frem og tilbage men ved dommerens sidste fløjt stod der stadig 2-2 hvilket Brøndbys cheftræner Michael Laudrup ikke var helt tilfreds med:
- Det var en kamp som vi burde have vundet men kunne have tabt. Vi kommer foran og kontrollerer kampen men lukker så AGF ind i kampen på manglende koncentration. Indstillingen er der ikke noget galt med men vi bruger megen energi på at lave vores mål og så går det ikke at vi giver AGF nemme mål.
- Vi burde have vundet i dag men denne sæson er en af dem hvor alle slår alle og vi fik da i det mindste hentet et point til toppen.