Tredie sejr i træk i ligaen
29.09.2002 00:00
Brøndby fik den tredie SAS-liga sejr på stribe da Farum søndag eftermiddag blev besejret 2-1 i egen hule. Brøndby måtte gå til pause nede 0-1 men i anden halvleg blev maskinen sat et gear op og Farum måtte til sidst strække våben mod et tålmodigt Brøndbymandskab som fuldt fortjent sikrede sig de tre point.
Brøndby måtte stille op uden de stærke angrebsspillere Peter Madsen og Ruben Bagger mens Mads Jørgensen måtte starte på bænken.
Farum fik en drømmestart da bolden allerede efter 8 minutters spil lå i nettet bag Mogens Krogh. Et giftigt indlæg fra højresiden strøg mellem forsvar og keeper hvorefter Dennis Sørensen ved bagerste stolpe kunne sende bolden i mål fra tæt hold via Mogens Kroghs handsker.
Brøndby fik hurtigt rystet chokket af sig og kombinationerne begyndte stille og roligt at komme i gang men Farum stod kompakt foran eget felt og gjorde det svært at spille sig igennem til åbne chancer.
Især Peter Foldgast havde dog recepten på at åbne et forsvar og var i to situationer tæt på at bringe balance i regnskabet. Manden med den sublime sparketeknik klappede i to tilfælde til bolden som begge gange sneg sig på den forkerte side af stolpen. Havde de forsøg været inden for rammen havde Farums keeper været prisgivet men Farums føring holdt til pausen.
Om det var Mads Jørgensens indskiftning i pausen der gjorde udslaget kan ikke siges med sikkerhed men et faktum var det at Brøndby efter pausen satte tempoet op og pressede Farum længere og længere tilbage på banen.
Det var allerede ved at give gevinst 8 minutter inde i halvlegen da Brøndby kombinerede sig flot igennem i venstre side hvorefter Mads Jørgensen lagde bolden ind i feltet hvor Mattias Jonson kom forbi sin oppasser og fik hovedet på bolden men bolden prellede af på tværstangen.
Brøndby intensiverede presset og det resulterede i at Farums gode boldspillere fik et par giftige kontrachancer som var tæt på at give resultat. Først fik Thomas Schultz frit løb fra midten af banen men Auri fik ham løbet op og tvunget ham til at kikse sin afslutning og få minutter senere spillede Nichlas Hindsberg smart David Rasmussen fri i feltet men Mogens Krogh kom godt ud at sit mål og klarede.
Farum virkede efterhånden som anden halvleg skred frem godt trætte havde problemer med at slippe ud af egen zone. Brøndby lagde et tungt pres og 20 minutter før tid gav det bonus da ar Dalgas modtog bolden i højre side af feltet og med et fremragende hug sendte bolden helt op i det modsatte kryds.
Brøndby fortsatte det tunge pres og ti minutter senere gav det igen bonus. Mads Jørgensen modtog bolden 10 meter udenfor feltet med ryggen til feltet, rev sig fri af sin oppasser og hamrede fra kanten af feltet til bolden som brækkede i luften og susede i nettet forbi en paralyseret keeper.
Brøndby havde fuld kontrol over resten af kampen og fik dermed atter tre vigtige point ind på kontoen.
Cheftræner Michael Laudrup var efter kampen tilfreds med kampens udvikling men ikke med starten:
- Vi giver igen et tidligt mål væk og skal derefter kæmpe op ad bakke. Selvom vi var bagud var oplægget i pausen at vi i anden halvleg skulle fortsætte med at spille som i første halvleg men sætte lidt mere power på. Vi skaber en del chancer og får scoret to gode mål og set over hele kampen var sejren fortjent.