Femte sejr på stribe

09.09.2002 00:00

Brøndby IFs elitedivisionshold for kvinder besejrede søndag eftermiddag sidste sæsons guldvindere fra Fortuna Hjørring med de klare cifre 3-0 efter en glimrende indsats som giver visse forhåbninger for resten af sæsonen.

Fortuna Hjørring startede kampen bedst men Brøndby arbejdede sig hurtigt ind i kampen og overtog styringen. Midt i første halvleg bragte Janni Lund Johansen fortjent Brøndby på vinderkurs da hun efter et flot gennemspillet angreb modtog bolden på kanten af feltet, tog et træk og skruede bolden i nettet udenfor keeperens rækkdevidde.

Blot et par minutter senere øgede Brøndby føringen da Julie Rydahl fra sin venstrekant lagde et perfekt indlæg ind mellem keeper og forsvar hvor Cathrine Paaske kom til og styrede bolden i mål til pausestillingen 2-0 og i kampens sidste minut gjorde Mette Jørgensen det til slutresultatet 3-0.

Dermed har Brøndby IFs damer fået en forrygende start på den nye sæson. Fem sejre i fem kampe og en målscore på 19-1, sæsonen er endnu ung men det er svært at bevare pessimismen.