'Kamppause passede os fint'
18.10.2002 00:00
Efter en glimrende start på sæsonen med en Super Cup sejr og en imponerende 3-0 sejr i ligaåbningskampen mod Silkeborg, kom Brøndbyspillerne ned på jorden igen da AB ugen efter udnyttede en kollektiv offday hos de blå-gule til at vinde en let 3-1 sejr, ovenikøbet på Brøndby Stadion.
Det var et nederlag der gjorde ondt og det skal ifølge assistenttræner John 'Faxe' Jensen gerne byttes på søndag når Brøndby igen møder AB, denne gang på Gladsaxe Stadion:
- Vores to halvlege mod AB i august var som nat og dag. I første halvleg spillede vi noget af det dårligste vi kan spille, men i anden kom vi igen og det var lige før at vi havde fortjent uafgjort. Men på søndag skal vi have vasket den sorte plet væk.
AB-kampen faldt få dage efter Brøndbys Champions League kvalkamp mod Dinamo Tirana og det var en kamp der trak tænder ud såvel mentalt som fysisk:
- Vi havde gjort spillerne opmærksomme på at der ville komme en reaktion efter den hårde Europa Cup kamp men de glemte helt at spille fodbold i første havleg og det kombineret med nogen dumme opdækningsfejl kostede os point mod AB. Hele holdet svigtede i første halvleg og det er der ikke råd til.
- SAS-ligaen har haft kamppause i 14 dage og det passede os helt fint. Den første uge tog vi det stille og roligt og fik ladet batterierne op og i denne uge har vi så trænet for fuld kraft. De skadede spillere har haft tid til at blive klar og nu er vi klar til at tage hul på efterårets sidste kampe med fuld styrke.