Allan Olesen træner igen
21.10.2002 00:00
20-årige Allan Olesen har i Brøndbys sidste fire SAS-liga kampe måttet følge holdkammeraterne fra sidelinien på grund af en skadet achillessene. Allan var tæt på at melde sig klar til at genoptage træningen for en uge siden men en skanning viste at skaden endnu ikke var lægt og han måtte således melde afbud til såvel den tv-transmitterede reserveholdskamp mod FCK som gårsdagens SAS-liga kamp mod AB.
Nu lysner det dog for den lynhurtige højreback. Allan Olesen deltog i mandagens træning og gjorde det ifølge cheftræner Michael Laudrup fint:
- Det så udmærket ud med Allan til træningen. Men vi må følge udviklingen i de næste par dage før vi ved hvornår han er klar til at træde ind på holdet igen.