'Udvikler mig mest til træning'
14.11.2002 00:00
Med Dennis Cagaras indlemmelse i A-truppen er Ronnie Bendtsen ikke længere yngste mand i truppen. Bendtsen, som blev to-målsskytte i gårsdagens reserveholdskamp mod Køge, mangler dog stadig at få debut på førsteholdet men ser det ikke som et problem:
- Jeg håber min tid kommer. Jeg har ikke sat mig nogen mål i form af hvornår jeg får debut eller bliver stamspiller, jeg tager det bare som det kommer. Jeg er glad nok for bare at være i truppen, det går fint til træning og jeg falder ikke igennem.
- Jeg synes jeg er blevet taget godt imod i A-truppen. Det gør det selvfølgelig noget lettere at der er mange unge med i truppen og at jeg har spillet med flere af dem på ynglingeholdet. Alle spillerne er flinke til at hjælpe og vejlede men især Jonas Kamper og Thomas Kahlenberg er store støtter og så selvfølgelig Allan Olesen, men han støtter alle.
Ronnie Bendtsen startede reserveholdskampen mod Køge som venstre back men endte med at blive smidt helt frem tilsidst i kampen:
- jeg har spillet venstre back, venstre midtbane, defensiv midtbane, offensiv midtbane og angriber. Det er ikke altid så sjovt at blive kastet rundt for det tager tid at vænne sig til en ny plads men det er nok godt for min udvikling at jeg bliver brugt på mange forskellige pladser. Men lige for tiden kan jeg bedst lide at spille i angrebet.
- Det er iøvrigt en rigtig god idé med en reserveholdsturnering. Tempoet er højere end i Danmarksserien og der bliver gået mere til den. Danmarksserien er nu også ok men der skal man hele tiden presse sig selv for at holde sit niveau. Der hvorjeg udvikler sig mest er til træning fordi man træner sammen med så mange gode spillere.