'Pasningsspillet bliver meget vigtigt'
15.11.2002 00:00
Den næste kamp er altid den vigtigste. Det er en gylden regel i fodboldverdenen som især gælder for Brøndby i den nuværende situation ifølge cheftræner Michael Laudrup:
- Det er næsten overflødigt at sige at det er en vigtig kamp. For at holde fast i toppen før den lange vinterpause er de tre sidste kampe utroligt vigtige. Det er vigtigt for moralen at vi holder os til i toppen så vi har noget at se frem imod. Det lyder banalt men situationen nu handler om at tage en kamp ad gangen og fokusere på næste modstander som er FC Midtjylland.
Brøndbys sidste møde med FC Midtjylland fandt sted på Brøndby Stadion i september. Brøndby vandt en forrygende 4-0 sejr med noget af det bedste spil holdet har vist længe:
- Sidste gang vi mødte FC Midtjylland havde de et par chancer i starten hvor især Pimpong var farlig. Men vi satte os hurtigt på kampen og efter at Foldgast scorede sit fantastiske mål i slutningen af første halvleg var der aldrig tvivl om udfaldet.
- På søndag er vi på udebane og det vil selvfølgelig blive anderledes men uanset hvad skal vi have fat i bolden, ellers får vi et problem. Med vores måde at spille på vil konceptet altid være det samme, uanset hvem vi møder og om vi spiller på udebane eller hjemmebane.
- FCM er et meget solidt hold men vi skal prøve at udnytte at de har spillet igår. På et eller andet tidspunkt melder trætheden sig hos dem afhængigt af hvordan kampen forløber. Hvis vi er spilstyrende kan det ikke undgås at de bliver trætte og det skal vi så forsøge at udnytte. Men det kræver at vi får fat i bolden og ikke smider den væk fem sekunder senere. Vores pasningsspil bliver meget vigtigt.