Hjertet banker for Brøndby
18.11.2002 00:00
En skarp analytiker. Altid parat til at lytte og lære. Forretningsmand med et hjerte, der banker for Brøndby.
Det er i stikords-form de prædikater, der hæftes på Torben Røsler, når man beder folk i inderkredsen omkring Brøndby-aktionæren bidrage til et mini-portræt.
Torben Røsler sprang for alvor ud som Brøndby-fan, da klubben mandag morgen meddelte, at Brøndby ved en såkaldt rettet emission tilføres cirka 30 mio. kroner. Torben Røslers selskab, Røsler Holding ApS, tegner sig for en stor del af kapitalindsprøjtningen.
'Brøndby har gennem tyve år formået at kombinere forening og forretning. Klubben har altid haft en klar social profil og var aldrig nået så langt uden de mange frivillige, der har været med til at bygge det hele op. Jeg har ingen ambitioner om at lave om på tingene. Min indflydelse vil jeg bruge til at bakke op omkring den kurs, der har givet Brøndby og alle klubbens fans store oplevelser,' siger Torben Røsler, der egentlig ikke bryder sig om den opmærksomhed, der følger med investeringen.
'Jeg bliver aldrig manden, der søger efter eksponering i medierne. I Brøndby sidder der kompetente mennesker på alle pladser, og dem har jeg fuld tillid til. Jeg sidder i bestyrelsen for selskabet, og det er her, jeg vil forsøge at bidrage til, at Brøndby kan fastholde sin position som en af Skandinaviens førende klubber. Men jeg kommer ikke til at køre med høj profil. Det er slet ikke min stil, og det gavner for øvrigt heller intet,' forklarer Torben Røsler og tilføjer, at der selvfølgelig kan anes en vis disharmoni i forholdet mellem ønsket om lav profil og så den kendsgerning, at hans navn i dag pludselig toner frem på Tekst-TV. Ligesom formiddagspressen allerede har været i den anden ende af røret.
'Her er jeg selvfølgelig til rådighed. Hvis jeg i forbindelse med emissionen, gemte mig bag en telefonsvarer, ville jeg først være interessant. Det ville hurtigt blive udlagt, som om jeg var mystisk. Pressen har lige nu nogle spørgsmål, og dem forsøger jeg efter bedste evne at besvare. Men når denne bølge er forbi, håber jeg, at jeg igen får lov til at 'passe mig selv.'
Torben Røsler er 35 år og har - som han selv udtrykker det - 'været heldig at tjene lidt penge i IT-branchen.' Han er manden bag Røsler Distribution, der distribuerer hardware for Compaq og IBM.
'Jeg ved godt, at IT-branchen med det samme tænder nogle advarselslamper hos mange mennesker. Personligt er jeg typen, der tror på, at den vigtigste vej til succes er hårdt arbejde. Samtidig er det vigtigt altid at lave sit hjemmearbejde, inden man investerer.'
'Som chef forsøger jeg at være en moderne leder. Det er ikke motiverende for medarbejdere, hvis chefen ikke kan skabe et godt miljø, hvor der er plads til at være uenig. Dermed ikke sagt, at mine medarbejdere er i tvivl om, hvem der bestemmer, men der skal være højt til loftet. Det er for øvrigt også den eneste måde at beholde dygtige medarbejdere på,' siger Torben Røsler.
Han er sikker på, at Brøndby også de kommende år kommer til at gøre en forskel i dansk fodbold.
'Vi er danske mestre, og vi har et meget spændende hold, hvor man klart kan se Michael Laudrups fingeraftryk. Måske skulle vi have haft fem-seks point mere, men jeg synes alligevel, at man kan fornemme, at Brøndby er ved at skifte stil. Vi spiller i dag mere underholdende fodbold. Det bliver en spændende tid, de kommende år,' siger Torben Røsler.