'Det havde jeg ikke drømt om'
27.11.2002 00:00
Der var mange højdepunkter i lørdagens kamp mod Farum. Mogens Krogh, Allan Ravn og Thomas Lindrup fik en forrygende afsked med Brøndby Stadion, Brøndby scorede 7 gange hvoraf Morten Wieghorst stod for de fire mål og Auri Skarbalius scorede sit første ligamål for Brøndby. Men for 19-årige Jonas Kamper var det en milepæl af en helt anderledes slags som han altid vil huske kampen for. Jonas Kamper fik nemlig for første gang fuld spilletid på Brøndby IFs førstehold og kvitterede med at spille en brandkamp.
Jonas Kamper skrev sidste sæson fuldtidskontrakt med Brøndby - en kontrakt som iøvrigt netop er forlænget til 31/12-2005 - men den første tid som fuldtidsprof var ikke lutter lagkage for den hurtige angriber:
- Jeg startede på Danmarksserieholdet men springet fra ynglingefodbold til seniorfodbold var større end jeg havde troet og jeg fik en formkrise. Det var meget hårdt for psyken men jeg lærte meget af det.
Da den nye trænerduo, Michael Laudrup og John 'Faxe' Jensen trådte til i sommers reducerede de A-truppen kraftigt. 37 spillere i A-truppen blev til 23 og til sin egen forbløffelse var Jonas Kamper en af dem der fandt nåde for trænernes blik:
- Da den nye A-trup blev udvalgt i sommers var jeg meget overrasket over at jeg var med. En del af årsagen er nok at John 'Faxe' Jensen så nogle af DS-kampene i foråret hvor jeg gjorde det godt, og så tror jeg også at min daværende træner Tom Køhlert har talt min sag. Fra marginalspiller på DS til en af de 16 som spiller kamp på så kort tid, det havde jeg ikke drømt om.
- Da vi startede op efter sommerpausen var alle ivrige og fokuserede på at lære af de to nye trænere. Vi startede alle fra nul fordi trænerne var nye og derfor fik vi unge lettere ved at komme ind i truppen. Det havde nok været anderledes hvis trænerne havde været her i flere år.
- Det var en svær tid at starte på for andet end sejr blev ikke accepteret. Men trænerne sagde at jeg bare skulle koncentrere mig om mit eget spil og det har jeg forsøgt. Jeg er utrolig glad for den tillid de har vist mig.
- Min målsætning før sæsonen var at jeg ville være tilfreds med spilletid i 4-5 kampe og alt derover ville bare være en bonus. Den målsætning har jeg allerede indfriet, så nu må jeg sætte mig nye mål. Vi er 8-9 spillere om angrebspladserne så det er svært at få en stamplads og jeg har stadig meget at lære men jeg vil helt sikkert tage kampen op.
- Jeg føler selv ikke det er ufortjent at jeg har fået chancen for i de kampe jeg har fået spilletid har jeg vist at jeg godt kan være med. Nu gælder det så om at få noget stabilitet ind i mit spil som to af de andre unge spillere, Allan Olesen og Thomas Kahlenberg, har formået.