'Det er noget helt specielt'

05.11.2002 00:00

Onsdag aften klokken 20:05 skal Brøndby møde OB på Brøndby Stadion i femte runde af pokalturneringen DONG Cup. Brøndby har revanche til gode idet det netop var de senere pokalmestre fra OB som ekspederede Brøndby ud af sidste sæsons pokalturnering efter en mærkværdig kamp på Brøndby Stadion som fynboerne vandt 4-2.

Brøndbys cheftræner Michael Laudrup overværede kampen fra tribunen i sin daværende egenskab af assistenttræner for landsholdet:

- Brøndby skulle have ført 4-0 ved pausen men scorede ikke på chancerne og tabte kampen. Det er et scenarie vi har genset her på det sidste og det vil vi gøre alt for ikke gentager sig i morgen. Der skal scores på chancerne.

- Pokalturneringen er ikke helt det samme som mesterskabet men alle der har deltaget i en finale ved at pokalturneringen er en stor oplevelse, det er noget helt specielt. Vi træder ind i turneringen i femte runde og besejrer vi OB, er vi allerede i kvartfinalen så vi vil gøre alt for at vinde.

Brøndby er 9 point fra SAS-ligaens top og pokalturneringen kan være en genvej til europæiske kampe men det er ikke noget som cheftræneren skænker mange tanker:

- Der er mange kampe tilbage i SAS-ligaen og der er lang vej igen til mesterskabet er placeret. Men vi skal ikke se på konkurrenterne, vi skal koncentrere os om os selv og forsøge at blive stabile og vinde nogle kampe, så må vi se hvor vi står til foråret.

Truppen:

Mogens Krogh
er Ankergren
Allan Olesen
Morten Wieghorst
Per Nielsen
Kim Daugaard
Thomas Lindrup
Peter Madsen
Mattias Jonson
Peter Foldgast
Auri Skarbalius
ar Dalgas
Thomas Kahlenberg
Jonas Kamper
Martin Retov
Dennis Cagara