'Det bliver vemodigt'
21.11.2002 00:00
På lørdag løber Brøndbys keeper Mogens Krogh for sidste gang ind på Brøndby Stadions grønsvær. Den 39-årige keeper har valgt at stoppe karrieren efter efterårssæsonen, en karriere der har budt på mange triumfer siden han i 1991 overtog tjansen som førstemålmand efter Peter Schmeichel:
- Som jeg har sagt til mange har jeg haft tid til at vænne mig til tanken om at stoppe. Jeg havde rygproblemer i 1998 og var klar over at jeg nok ikke holdt så længe og derfor snakkede jeg med Per Bjerregaard om at slutte allerede for 4-5 år siden. Når man kigger på fødselsdatoen er man klar over atman er med på lånt tid men vi blev enige om at forlænge kontrakten med først to år, dernæst et enkelt og nu her til sidst forlængede jeg kun for et halvt år.
- Jeg er blevet ved sålænge jeg har ment at kunne yde noget til holdet. Det er altid svært at bedømme sin egen indsats men men jeg har altid forsøgt at være så objektiv som muligt. På det sidste har kritikken været hård, noget har været berettiget og andet har ikke, men kritikken har ikke været årsagen til at jeg har sagt stop.
- De fysiske begrænsninger har været tungen på vægtskålen. Sommeren var frygtelig varm og lang og gjorde mig decideret utilpas og det gjorde at jeg ikke kunne træne ordentligt igennem. Da endelig varmen var på retur, så fik jeg en forstrækning i læggen og den hæmmede på den måde at det er svært at træne optimalt og det begyndte jeg at kunne se i mit spil. Jeg måtte stå over til træning nogle gange og blev til tider skånet og det var i den forbindelse beslutningen blev taget.
- Jeg har fået alt med og er ikke gået glip af noget. Jeg stopper som 39-årig, har været forskånet for alvorlige skader og været i en klub og på et hold der har vundet meget. Jeg er stolt og taknemlig for at have været med i en lang periode hvor tingene er lykkedes godt og for at have spillet sammen med nogle fantastiske fodboldspillere.
- Jeg synes fremtiden for Brøndby ser meget spændende ud, det ligner begyndelsen på noget stort. Vi er tit blevet klandret for ikke have spillet ordentlig fodbold men efter min mening har kritikken har været alt for unuanceret og hvis tingene bliver sagt tit nok begynder folk at tro på det. Men efterhånden får vi kredit for god fodbold så nu gælder det om at få resultaterne også. Positiv, offensiv og underholdende fodbold har altid været den profil Brøndby har ønsket og det er et arbejde der fortsættes.
- Jeg ville gerne have fortsat for jeg elsker livet som fodboldspiller. Det har været hele mit liv længe og jeg nyder fortsat at tage til træning men efterhånden har de fysiske begrænsninger og alderen sat en stop for det.
- Men jeg er et positivt menneske så jeg vælger i stedet at glæde mig til de ting som kommer efter fodbolden. Det gælder for mig om at sætte mig andre mål, der skal hele tiden være noget der driver. At være fodboldspiller er verdens bedste job og vi har megen fritid men ikke megen frihed. Jeg glæder mig til at få friheden tilbage og til at få mulighed til at tage til en fødselsdag eller et bryllup en lørdag aften.
- Her og nu har jeg vænnet mig til tanken om at stoppe men når jeg løber på banen til den sidste kamp vil det blive vemodigt. Jeg kommer til at savne det og når mine holdkammerater spiller den første kamp i marts rammer det nok også hårdt at man ikke er en del af det mere.