Fortjent sejr i Silkeborg

24.03.2002 00:00

For anden uge i træk sikrede Brøndby sig tre point i en svær udebanekamp, denne gang gik det ud over Silkeborg som dog først måtte strække våben få minutter før tid da Peter Madsen headede et hjørnesparksindlæg fra Thomas Lindrup i nettet til slutresultatet 2-1 som en logisk konsekvens af et solidt afsluttende Brøndbypres. Men det holdt hårdt i en kamp som ikke blev den store spillemæssige oplevelse.

Brøndby kan takke keeper Mogens Krogh for at man kunne gå til pausetéen med 0-0, to gange måtte Mogens hive verdensklasseredninger ud af ærmet for at forhindre Silkeborgscoringer. Første gang da Bo Nielsen rev sig fri i feltet og hamrede bolden mod mål hvor Brøndbykeeperen klarede til hjørnespark med en refleksredning, anden gang da en helt fri Silkeborgspiller midt for mål sparkede mod det lange hjørne men hvor Mogens havde luret afslutningen og klarede helt ude ved stolpen. I den anden ende kneb det noget med at spille sig igennem det kompakte Silkeborgforsvar og de enkelte gange hvor det lykkedes, manglede skarpheden i afslutningerne. Brøndbys største chance i første halvleg opstod da Peter Madsen pludselig var helt fri i feltets venstre side men Madsens afslutning endte i sidenettet.

I pausen valgte cheftræner Åge Hareide at sætte Ruben Bagger og Allan Ravn på banen i stedet for Junker og Niznik fra anden halvlegs start og den øgede tyngde gav sig hurtigt udslag i spillemæssigt overtag. Silkeborg forsvarede sig dog dygtigt og man skulle derfor helt hen i halvlegens 15. spilleminut før overtaget gav pote. Mads Jørgensen fik en lang tå på en bold i Silkeborgfeltet og spillede dermed Bagger helt fri hvorefter Bagger hamrede bolden i nettet uden chance for Ipsen i Silkeborgmålet. På det tidspunkt virkede det som kampens afgørelse da Silkeborg ikke havde det store at byde på chancemæssigt i anden halvleg men et kvarter før sidste fløjt sendte Thomas Poulsen et hårdt indlæg fra højrekanten af feltet ind foran mål hvor bolden fik lov til at passere helt over til bageste stolpe hvor Brian Pedersen resolut sparkede bolden i mål mellem benene på Mogens Krogh.

Trods udligningen bevarede Brøndbyspillerne overblikket og skabte i de næste 10 minutter adskillige gode tilbud som kun flot keeperspil af Henrik Ipsen forhindrede i at udmønte sig i en Brøndbyføring. Blandt andet havde Peter Madsen to farlige forsøg som de fleste havde set inde men Ipsen ville det anderledes. Den velspillende Silkeborgmålmand måtte dog kapitulere 4 minutter fra ordinær tid da Peter Madsen blev matchvinder med sit hovedstød.

Scoringen fik dog ikke Silkeborg til at kaste håndklædet i ringen. I stedet kastede de alle mand frem i en desperat offensiv med 4-5 mand på top men satsningen blev dog aldrig rigtig farlig da Brøndbyforsvaret bevarede roen og spillede på det sikre indtil sidste fløjt.