Brøndby besejrede FCK

05.03.2002 00:00

I en tempofyldt og underholdende kamp besejrede Brøndby IFs Øresund Cup mandskab her til eftermiddag fortjent FCK med cifrene 2-0. Brøndby startede kampen flot og allerede efter 13 minutters spil var Thomas Kahlenberg tæt på at bringe Brøndby foran da Søren Krogh sendte en aflevering skråt tilbage fra baglinien som Kahlenberg hamrede på tværliggeren og 16 minutter senere gjorde Junker ham kunststykket efter da han tilkæmpede sig bolden i feltet og ligeledes sendte bolden på tværliggeren. FCK fik dog ikke lov til at gå til pausen med 0-0. Anders Rasmussen tog 10 minutter før halvlegstéen sagen i egne fødder og scorede på et solidt venstrebensskud som keeperen ikke kunne holde.

Halvlegen ud skabte Brøndby adskillige gode tilbud som burde have resulteret i en større føring. Junker var to gange tæt på at heade Brøndby foran på gode indlæg fra Anders Rasmussen og Søren Krogh men fik i begge tilfælde kun snittet bolden mens Kahlenberg fik sendt et godt langskud afsted som strøg lige forbi mål.

I anden halvleg fik FCK fordelen af vinden i ryggen og kom bedre med i kampen. Brøndby skabte dog i halvlegens første halvdel de bedste tilbud, blandt andet afsluttede lynhurtige Junker et hurtigt angreb med et skud som strøg forbi det lange hjørne og få minutter senere afgjorde Søren Larsen kampen da han omsatte et perfekt frisparksindlæg fra Søren Krogh til en sikker scoring.

I resten af kampen havde Brøndby ikke de store problemer med at ride stormen af, dog var et par koncentrationssvigt tæt på at koste en reducering men Kim Drejs i Brøndbymålet var sikkerheden selv og klarede hvad der kom.

Startopstilling:

Kim Drejs
Allan Olesen - Thomas Hansen - Joachim Bjerg - Thomas Lindrup
Søren Krogh - Thomas Kahlenberg - Mikkel Jensen - Anders Rasmussen
Mads Junker - Søren Larsen

Mål:
35. 1-0 Anders Rasmussen
60. 2-0 Søren Larsen

Udskiftning:
Anders Rasmussen ud, Hans Mathiesen ind
Søren Larsen ud, Oumar Barro ind
Thomas Lindrup ud, Fatih Kirik